Den visnende rose

Alt imens de tre formative rosenkorsmanifester blev skrevet, udspillede der sig en kompleks politisk intrige omkring Friedrich V, kurfyrsten af den rhinske Pfalzregion, der udmærket vidste at såfremt han skulle gøre sig noget håb om at få krone og scepter, måtte han forholde sig afventede indtil tiden var moden – og stjernerne stod rigtigt på himmelen.

Rudolf II havde klogelig flyttet kejsersædet fra Wien til Prag, hvilket hurtigt udviklede sig til et heterodoks mekka for datidens efants terribles. Da han abdicerede i 1611 blev han efterfulgt af sin ældre broder Matthias, men denne døde blot otte år senere. Endvidere var Matthias barnløs, om end han havde været fremsynet nok til at køre sin katolske fætter Ferdinand II i stilling som tronarving. Ikke desto mindre var der skarp konkurrence om magten, eftersom den bøhmiske trone formelt set ikke var arvelig, men valgbar. Samtidig var der mange protestanter der anså Friedrich for at være den bedst egnede til at tjene deres interesser, hvilket han ikke var sen til at udnytte til egen fordel. Stik mod alle odds kunne han – til Ferdinands store irritation – lade sig krone i 1617. At de protestantiske horder havde bragt ham til magten fik selvsagt katastrofale følger, hvilket han fik at føle allerede i 1620 da han sammen blev sine allierede blev overvældet af de katolsk hærgrupperinger i slaget om det hvide bjerg, hvor hans eneste ”vinding” bestod i det lidet smigrende tilnavn ”kong vinter.” Endnu værre gik det, da de spanske tropper besatte hele Pfalzregionen og tvang ham til et livslangt eksil i Nederlandene. Interessant er det imidlertid at det meste af Pfalzregionen under Friedrichs regeringsperiode ikke blot var blevet forvandlede til et lutheransk limbo, men også et sted hvor rosenkorsbevægelsens skrifter begyndte at florere. Det er langt fra usandsynligt at mangfoldiggørelsen af rosenkorsmanifesterne kan have haft en afgørende betydning som protestantisk propaganda i spillet om magten. Men Friedrich var ikke nogen ny Rosencreutz og hans legeme var i den grad forgængeligt. Han døde af pest i 1634 under et besøg i sin hjemegns krigshærgede ruiner.

En anden lutheraner som sværmede inderligt for rosenkorsbevægelsen, var den tyske læge og alkymist Michael Maier af Bøhmen. Efter at have erhvervet sig en doktorgrad i medicin i 1597, tjente han ved flere lejligheder som personlig livlæge og sekretær for den aldrende Rudolf, der kvitteret ved at adle ham i 1615. Men da Rudolf døde to år senere stod Maier arbejdsløs. Skæbnen ville dog at han mødte ingen ringere end Robert Fludd, der øjensynligt inspireret ham til at lære engelsk således at han kunne oversætte Thormas Nortons Ordinall of Alchemy til latin – Luthers havde nok foretrukket en version på folkesprog. Maier adskille sig imidlertid fra mange af de øvrige rosenkorsapologeter ved ikke i sin sene alderdom at afvise rosenkorsstudierne som ungdommelige vildfarelser, hvilket mange andre havde gjort. Tvært imod skrev han første sine bøger derom mod slutningen af sit liv. Hans mest kendte værker omfatter Symbola Aurea mensae Duodecim Nationum, et dialogbaseret alkymistisk læreskrift, og Atalanta Fugiens indeholdende halvtreds alkymistiske begrebskonstellationer med tilhørende indgraveringer, kommentarer og tredelt musikalsk fuga. Det mytologiske omdrejningspunkt i Atalanta Fugiens omhandler kapløbet mellem Hippomenes og hans rival Atalanta, som taber konkurrence fordi hun standser op undervejs for at opsamle nogle gyldne æbler, som Hippomenes havde været snedig nok til at strø på hendes vej. At Mainer sandsynligvis var mere lutheraner af navn end gavn, røbes af hans redigering af Basilius Valentinus alkymistiske skrifter. Sidstnævnte var ikke kun en af de mest indflydelsesrige alkymister i det 15. århundrede, han var tillige kanon ved benediktinerordenen af Skt. Peter i Erfurt – ikke det mest oplagte studieobjekt for en from lutheraner.

Også Maiers mindre kendte værker indeholder adskillige interessante betragtninger. Eksempelvis Silentium Post Clamores og Themis Aurea, der i detaljer kommenterer de seks ordenslove fra Fama Fraternitatis. At Themis Aurea blev dedikeret til Ashmole kan ej heller overraske. Til gengæld er hans egentlige hovedværk fra 1620 blevet forbigået af både sam- og eftertiden. Det er derfor kun rimeligt her at nævne titlen i dens fulde længde:

Septimana Philosophica: Qua Aenigmata Aureola de omni Naturae genere a Solomone Israelitarum Sapientissimo Rege, et Arabiae Regina Saba, nec non Hyramo, Tyri Principe, sibi invicem in modum Colloquii proponuntur et enodatur-Francfurti Typis Hartmanni Palthenii.

Som titlen antyder er udgangspunktet en samtale mellem kong Salomon, dronningen af Saba og Hiram af Tyrus, der i bedste hermetiske stil bruger seks af ugens dage på at diskutere universets hemmeligheder. På den syvende dag, sabbatten, beslutter de sig for at undersøge universets sammenhæng, fra det mest uanselige mineral til det mest oplyste menneske. Deres kosmologiske samtale er smukt afbilledet på værkets opslag, hvor der på den ene side af en berammede globus, står en maskulin figur med et kompas, mens der på den andet er et skelet der holder en vase med et rygende indhold, den såkaldte magica fumus Der kan ingen tvivl herske om at den romantiske Maier – på trods af hans protestantiske tøjerier - kunne sin alkymi.

Egentlig er det ikke så mærkeligt at mange intellektuelle begyndte at fatte interesse for rosenkorsbevægelsen, skønt der dog langt fra tale om nogen samstemmighed blandt samtidens lærde om hvad man skulle mene om denne mærkelige heterodokse bevægelse, der snart sagt var allestedsnærværende uden nogensinde at blive særlig konkret. Et eksempel herpå er Descartes, der ofte er blevet krediteret for at være den fornuftige kæmpe der egenhændigt flyttede hele den vestlige filosofis erkendelsesteoretiske corpus fra et primitivt præ-moderne stadium, til et rendyrket mekanisk niveau hvor rationalitet og kausalitet konstituerede morgendagens sandhedsparadigme. At der i virkeligheden kun var tale om et modelune er i denne sammenhæng irrelevant. I forhold til rosenkorsbevægelsen er sagen den, at Descartes ven, den svært paranoide Marin Mersenne, havde bildt sig selv ind – teologer har aldrig været specielt selvkritiske når det gjaldt deres egen idiosynkrasier - at der rent faktisk eksisterede en rosenkorsorden, der aktivt havde modarbejdet hans forsøg på at udgive en bog om renæssancens ”dæmoniske” magick, hvori han ville udhænge og tilsværte Ficino, Pico, Agrippa og Fludd. Det er uvist hvor vidt og i hvilket omfang Mersennes hjemmedyrkede vrangforestillinger havde smittet af på den rationalitetsbevidste Descartes, men dog er det et faktum at den spinkle franskmand trodsede sit kronisk dårlige helbred og i 1619 drog til Tyskland for at slutte sig til den katolske hær under hertugen af Bayern. Som nævnt led Friedrich (og dermed protestanterne, blandt hvem rosenkorsmyten var særligt udbredt) et smældende nederlag. Det var dog næppe den forkølede franske fodsoldat der gjorde udslaget. Til gengæld var det under dette felttog at han tilbragte en hel dag indespærret i et næsten lufttomt værelse, hvor han fik de hallucinationer der angiveligt inspirerede ham til formuleringen af sit berømte cogito. Om det var dæmonerne der hviskede til Descartes eller om han blot var sindssyg, må den enkelte selv bedømme.

Længen efter at krigen var overstået flyttede Descartes i 1644 til udkanten af Leiden, for at være tæt på hans royale beundre prinsesse Elizabeth af Pfalzregionen, til hvem han dedikeret hans Principia Philosophiae, hvori han beskrev hende som ”datteren af Bøhmens konge.” I 1649 forslog hun at han skulle følge hende til den restaurerede del af den nedre Pfalzregion, men i mellemtiden havde han indsmigret sig hos dronning Kristina af Sverige, hvor han kort efter døde i 1650. At der efterfølgende blev spredt et rygte om at det var rosenkorsordenen der havde dræbt ham ved hjælpe af trolddom, var vel kun forventeligt taget i betragtning af at de fleste af rosenkorsbevægelsens modstandere var katolske i hovedet. Men det faktum at Descartes – ”prinsen af den vestlige rationalisme” – angiveligt selv troede på eksistensen af en sådan orden, er ikke så lidt sigende om hvilken udvikling Valentinus lille lubidrium havde gennemgået. Spørgsmålet – eller rettere mistanken om – rosenkorsordenens eksistens, var blevet en vigtig brik i en blodig kamp på liv og død.
Det var dog ikke alle den ”videnskabelige” revolutions korsriddere, der forholdte sig lige så antagonistisk til rosenkorsbevægelsen om Descartes. Tvært imod tyder meget på at Francis Bacon - hvem nogle har dristet sig til at identificere med selveste Christian Rosencreutz - rent faktisk lod sig inspirere af rosenkorsbevægelsens idealer. I sin utopiske fabel New Atlantis fra 1627 fortæller han om en rejsende, der overdrages en skriftrulle hvorpå der er påtrykt et kors med kerubvinger. Og om en tjenestegørende mand der får øje på en hvid turban med et rødt kors. Endvidere ligger værkets filantropiske forestillinger meget nær dem der blev hyldet og dyrket af rosenkorsbevægelsens protagonister. Eksempelvis betoner utopien skabelsen af det ideelle land, hvor værdier som generøsitet, oplysning, værdighed, pragt og samfundssind er afholdte blandt indbyggerne, der nyder og værdsatte dem som frie og oplyste individer. Der er da også en interessant parallel mellem Collegium Spiritus Sancti og det Solamona Hus, som indkapsler Bacons fremtidsvision om et forskningsbaseret fællesskab og hvorom en af karakteren i New Atlantis siger:

”Ye shall understand (my dear friends) that amongst the excellent acts of that king, one above all hath the pre-eminence. It was the erection and institution of an Order or Society, which we call Salomon's House; the noblest foundation (as we think) that ever was upon the earth; and the lanthorn of this kingdom. It is dedicated to the study of the works and creatures of God. Some think it beareth the founder's name a little corrupted, as if it should be Solamona's House. But the records write it as it is spoken. So as I take it to be denominate of the king of the Hebrews, which is famous with you, and no stranger to us.”

- New Atlantis.


Men på trods af denne tilsyneladende begejstring for den frie videnskab, så er det påfaldende at Bacon gentagne gange afviste flere af samtidens videnskabelige nybrud, heriblandt Kopernikus’ teori om det heliocentriske verdensbillede og William Gilberts magnetteori. Men på samme måde som de tre formative rosenkorsmanifester tilbørligt afsvor enhver form for magick, kan det måske indvendes at Bacon omhyggeligt valgte at tage afstand fra netop disse teorier, netop fordi de til stadighed blev associeret med okkult filosofi – men så meget for den ”videnskabelige” revolution. Da trediveårskrigen omsider fik sin afslutning i 1648 med freden i Westfalen, havde Europa været i gennem en af sine hidtidige mest omkostningsfulde og ødelæggende konflikter (dengang kunne ingen vide hvad der var i vente blot nogle få århundreder senere). Det europæiske landkort var blevet godt og grundigt forandret og rosenkorsbevægelsen var som sunket i jorden. I England og Skandinavien forsøgte nogle enkelte forfattere at holde liv i den visnende rose, men ingen kunne for alvor længere tro på ordenens eksistens. Rosen havde på ny lukket sig og der skulle gå længe før nogle igen forsøgte at gennemtrænge dens hellige mysterium.

Tak til lairdvladagape for endnu et informativt indlæg!

Hertil en lille notabene: Michael Maier's berømte alkymiske værk hedder Atalanta Fugiens, med et ekstra "a" (at skrive det som "Atlanta" er en almen fejl der ofte laves, når folk gengiver denne titel - på samme vis som når Grimorium Verum titlen oftes fejlskrives med "Grimoirium").

Det er ikke for at være pernitten mht. detaljer, men blot i tilfælde af forum-brugere evt. havende interesse for at opspore Maier's værk på nettet eller andetsteds, fandt jeg det vigtigt, at dets korrekte titel blev givet.

Kære Tesposinus,

Tak for din kommentar. Det er fuldstændigt korret, "forvirringen" skyldes at jeg kun arbejder med trykte værker og desværre kun har haft adgang til Atalanta som sekundær kilde, hvor man ikke har haft blik for denne - ikke helt ubetydelige - detalje.

Hvor ejendommeligt er ikke dette?

Det har nu, efter endnu et mindre researchstudie, vist sig, at jeg i originalteksten havde skrevet Atalanta, men at tekstlæsningsprogrammet åbenbart havde ændrede det til Atlantis. Til gengæld er Bacons Atlantis skrevet som Atalantas, fremfor Atlantis.

Jeg mistænker at mit word program fra 2003, ikke har kunne tåle importen af kileskrift og semitiske sprog med diakritiske tegn.

lairdvladagape skrev:

..."forvirringen" skyldes at jeg kun arbejder med trykte værker og desværre kun har haft adgang til Atalanta som sekundær kilde, hvor man ikke har haft blik for denne - ikke helt ubetydelige - detalje.

Du har ikke haft adgang til originalen på Latin, eller?

lairdvladagape skrev:

Jeg mistænker at mit word program fra 2003, ikke har kunne tåle importen af kileskrift og semitiske sprog med diakritiske tegn.

Ha! Ha! Ha! Ja, det kan meget vel være her, sagen ligger!

Nej, jeg havde desværre ikke originalen ved hånden. Det var meningen at jeg ville have medbragt en kopi sidste jeg var i London, men tiden var desværre ikke til det. Omvendt kan man sige, at hvis den lille fejl ikke havde sneget sig ind, havde vi ikke kunne more os over det.

En god systemfejl skal man ikke fornægte sig selv, den kan være særdeles konstruktiv - ikke mindst hvis årsagen har sit ophav i kileskrift!

Tak for et godt indlæg lairdvladagabe, med meget kendt stof, men også med mange ukendte historiske aspekter.

Lige et spørgsmål: Maiers bog
Septimana Philosophica: Qua Aenigmata Aureola de omni Naturae genere a Solomone Israelitarum Sapientissimo Rege, et Arabiae Regina Saba, nec non Hyramo, Tyri Principe, sibi invicem in modum Colloquii proponuntur et enodatur-Francfurti Typis Hartmanni Palthenii

Findes den på engelsk, det er jo en lang titel at søge på i Google.

Hvis du kan latin kan du læse den her! Hvis ikke, har jeg ikke lige stødt på nogen engelsk oversættelse.