Jeg tror på at drager eksisterer, i mere eller mindre grad.
Som et fysisk væsen - dvs. stor øgle med vinger der spyder ild - er jeg lidt kritisk. Jeg tror at visse reptiler har en fjern forfader der måske har haft visse evner til at flyve og "spyde" en form for gift eller substans ud fra nogle kitler i munden. Men hvem ved der der gemmer sig på bunden af de store oceaner?
Jeg tror dog at drager mest skal se som en jungiansk arketype på styrke, uforudsigelighed og visdom. Specielt dem der skildres i middelalderen i Europa, da disse ofte sås som en synd eller stor ondskab der var nødvendig at overvinde (som f.eks. st. George and the Dragon, han slog sandsynligvis aldrig en drage af kød og blod ihjel, men han blev martyr). En slags indre kamp. Men igen, alle er drager behøver jo ikke være onde:)
I Hagakúre (en filo-bog af en gammel samurai) fortælles en historie om en kineser der var så glad for drager at han havde dem overalt i huset, på tøjet og i haven. Det lagde drageguden mærke til og besluttede sig for at besøge denne mand. Så en aften da kineseren var ved at gå i seng og ville lukke vinduet fik han øje på drageguden uden for sit vindue. Fortælleren afslutter historien med at kineseren døde af skræk, og konkluderer at sådan går det med folk der har det hele i munden.
Det var mit bud på drager...
mvh
Mithras