Elefsina/Eleusis, hvor nogle af oldtidens mest spektakulære mysteriedramaer fandt sted, er navnet på en mindre græsk by, beliggende ca. 20 km nordvest for Athen på den attiske halvø. Arkæologiske udgravninger af fundamentet for et anaktoron, der almindeligvis betragtes som det helligste område i et tempelkompleks, bevidner om at der i Eleusis har været praktiseret en form for tempelkult som kan dateres helt tilbage til mykenske tid, der strakte sig fra det ca. 1400 - 1200 fvt.
Til de eleusinske mysterier er der knyttet en mytologi, der er særdeles rig på beretninger om mysteriernes tilblivelse. Eksempelvis kan nævnes Den Homeriske hymne til Demeter, der måske er den mest formfuldendte af de eksisterende fortællinger. I sine mange malende vers, de såkaldte daktyliske heksametre, beretter den om Demetertemplets grundlæggelse og indstiftelsen af de eleusinske mysterier. Hymen indgår i en samling af i alt 33 digte, som traditionelt er blevet dateret til ca. 7 – 8. århundrede fvt. Genremæssig tilhører den kategorien for episk lyrik, hvor den dramaturgiske beretning er centreret omkring handlingernes effikacitet. Referencen til Homer må dog i lighed med de andre ”homeriske” hymner, siges at være implicit, idet der næppe har været tale om en og samme forfatter, men blot en beslægtet litterær stilart.
Det centrale omdrejningspunkt for hymens handlingsforløb er forholdet mellem gudinden Demeter og hendes datter Kore, som khtoneren, den underjordiske Hades, bortfører til underverden, mens hun går og plukker blomster. Med fakler i hænderne søger Demeter desperat efter hendes forsvundne datter, indtil hun møder solguden Helios, der kan afsløre at Kore befinder sig hos Hades. Tynget af sorg forlader Demeter Olympen og dermed gudernes fællesskab. Hun søger tilflugt i Eleusis, hvor hun bl.a. forsøger at skænke kongesønnen Demophoon evig ungdom - til hans moders store forskrækkelse. Hun befaler ligeså borgerne i Eleusis at opføre et tempel, hvor de kan dyrke hende. Efterfølgende trækker hun sig tilbage og nægter at lade kornet spire, hvilket resulter i at menneskene begynder at sulte og derfor ikke længere er i stand til at bringe substantielle ofringer til guderne. Til sidst må selveste Kroniden Zeus gribe ind ved at sende Hermes til Hades, hvor han med største ydmyghed beder om Kores frigivelse. Efter moden overvejelse indvilliger Hades i at løslade Kore, men fordi hun forinden har spist af et granatæble, er hun på magisk vis blevet skæbnemæssigt bundet til underverdenen. Her må hun tilbringe en tredjedel af året, hvor hun inkarnerer som gudinden Persephone. I mellemtiden er Demeters vrede dog blevet formildnet, hvorfor hun giver Demophoon påbud om atter at bringe korn ud de til hungrende mennesker.
Fra et religionsfænomenologisk perspektiv, er det vigtig at bemærke sammenhængen mellem Demeter/Kore-myten og de agrarkulturelle forhold som gjorde sig gældende i oldtidens græske bystater. Kornhøsten varede det meste af juni måned, hvorefter kornsædet blev gemt bort i underjordiske beholdere, indtil såtidens kommen i begyndelsen af november. Fra såningen havde fundet sted gik der ikke længe før kornet begyndte at spire og vokse sig stort over foråret og sommeren. Som agerbrugs- og korngudinde var Demeter naturligvis tæt forbundet med denne vegetative fremvækst, hvilket blev udtrykt i scepteret og aksen, der foruden fakkelen, valmuen, granatæblet og kalathos, var blandt hendes mest velkendte attributter. Vigtigst var dog datteren, der som Kore var at sidestille med det fremvoksende korn. Demetermyten er imidlertid mere end blot en beretning om agerbrugskulturens fremkomst. Under overfladen udspiller der sig en universel dialektik mellem kosmos og kaos, hvilket kommer til udtryk i forbindelse med Demeters resignation:
”Harmen sig vendte mod stormens og skyernes herre, Kronion. Borte hun holdt sig fra gudernes råd og det høje Olympen, sorgfuld hun søgte til menneskers huse og frugtbare marker.”
- Den Homeriske hymne til Demeter.
Demeter truer altså den etablerede verdensorden og varsler kaos kommen, idet hun isolerer sig i templet og nægter at lade såsæden spire. På beregneligvis udsulter hun menneskene for dermed at kunne straffe det himmelske selskab på Olympen:
”Frygtelig misvækst og hunger til menneskers nærende muldjord sendte gudinden Demeter, og ikke et frø lod hun spire på marken. Dybt under nærende muld blev der gemt af den stolte gudinde. Okserne slæbte forgæves den krummede plov over agren. Plovfuren dækkedes til over byggen, som aldrig blev spire. Visselig var nu af hunger hver dødelig mand eller kvinder lagt under mulde til Hades, og aldrig de evige guder ofre fra jordiske mennesker vel havde nydt på Olympen, om ikke Zeus havde set det og truffet en hurtig beslutning.”
- Den Homeriske hymne til Demeter.
Det bagvedliggende motiv i denne næsten eskatologiske krise, er i virkeligheden en bevidstliggørelse om det gensidige afhængighedsforhold der eksisterede mellem mennesker og guder, men som var blevet delvist udviskede gennem agerbrugets fremmedgørelse af naturen. Virkeligheden var med andre ord blevet en smule mere uvirkelig. Dog kunne Kroniden Zeus endnu genetablere synergien i kosmos ved at lade Hermes optræde som den mediator mellem den olympiske og khtoniske sfære. Men som altid i den græske mytologi, havde ethvert brud på den kosmiske orden en uigenkaldelig konsekvens, som det end ikke stod i gudernes magt at afværge. Symbolsk blev det udtrykt ved det skæbnesvangre granatæble. I denne bittersøde frugt findes så at sige kondenseringen af hele Demetemyten og dermed essensen af de eleusinske mysterier. På en og samme tid er dens blodrøde kerner og flydende væske både livets og dødens kilde. En signifikant dobbelthed som også findes hos Demeter, idet hun besidder evnen til at skænke evigt liv - som hun demonstreret med den unge yngling Demophoon - men samtidig også kan bringe menneskenes og endog gudernes liv til ophør, ved at fjerne offerkultens grundlag. Kore besidder en tilsvarende dualistisk karakter, om end i en mere magisk forstand, hvilket fremgår af hendes forvandling fra uskyldig korngudinde til herskerinde af underverdenen. Ud fra en magisk betragtning er alt dette i virkeligheden et udtryk for den mytisk transformationsproces, som på det rituelle plan aktualiseres i mysteriekandidatens tilstand før, under og efter dennes initiation. Først befinder Kore/initianden sig i den potentielle initiationstilstand, der ligger umiddelbart lige før bortførelsen til underverdenen. Dernæst indtræder Kore (Persephone)/initianden i hvad der kan kaldes liminal- eller tærskelfasen, karakteriseret ved opholdet i Hades/initiationens prøvelser. Afslutningsvis indtager Kore/initianden en finalstatus i form af en fornyet frugtbarhed, der for mysteriekandidatens vedkommende er at sidestille med en status som indviede i de eleusinske mysterier.
I kontrast – men ikke egentlig modsætning - til den offentlige kultdyrkelse, som havde karakter af et normativt samfundsanliggende, hvor en polisgud/gudinde fortrinsvis blev dyrket gennem kollektive ofringer, ofte rituelle masseslagtninger, henvendte mysteriereligionerne sig i højere grad til det enkelte individ. Selve ordet mysterium er afledt af myein, som betyder ”at lukke øjnene/munden op/i.” At der har været et skel mellem disse to former for religiøs adfærd, understreges af den meget forskelligartede teologi og ortopraksi, der lå til grund for de rituelle handlinger. Hvor der i forbindelse med den ”officielle” kultdyrkelse af f.eks. Athena i Athen og Artemis i Efesos, blev lagt stor vægt på ofringer og generelle moralske belæringer, betonede den eleusinske mysterikult i højere grad oplevelse og indsigt.
Et karakteristisk agrarkulturelt træk ved eleusiskulten var årstiden betydning. De såkaldte ”små mysterier”, som udgjorde en slags prolog til de store mysterier, blev årligt afholdt i forårsmåneden anthesterion. Kulminationen fandt sted i efterårsmåneden boedromion, stilsvarende vores september/oktober, som dannede de naturlige rammer om de store mysterier. En interessant differentiering der også findes omtalt i Platonkommentaren Scholia Platonica:
”Der er to slags mysterier hos athenæerne, og de der kaldtes de små fejredes i byen, mens de store fandt sted i Eleusis. Man skulle først indvies i de små og derefter de store. På anden vis var det ikke muligt at deltage i de store.”
- Scholia Platonica.
Men på trods af de indbyggede religiøse variabler mellem den pan-hellenske polisreligion og de eleusinske mysterier, må det som udgangspunkt antages at der har været et synergiforhold mellem dem, som har muliggjort en relativt symbiotisk og pluralistisk sameksistens. At mysterierne som religiøst minoritetsfænomen lod sig integrere i den dominerende majoritetreligion, skyldes ikke mindst den dynamiske elasticitet som generelt kendetegner pan-hellenske religion, der foruden mysteriereligionerne, også rummede dyrkelsen af utallige lokale varianter af guddomme og heroer.
Et andet element der i vid udstrækning karakteriserede mysteriekultene i den senere romersk-hellenistisk tid, men umiddelbart virker fremmede for polisreligionen i arkaisk og klassisk tid, er den stærke betoning af soteriologiske forestillinger. At de eleusinske langt fra var den eneste mysteriereligion, fremgår klart af de mange arkæologiske fund og udgravninger, der tillige med mange men ofte ufuldkommen tekstfragmenter, beretter om adskillige mysteriereligioner. Foruden de eleusinske mysterier er de egyptiske Isismysterier, den frygiske Kybelekult, den persiske og senere romerske Mithraskult, Dionysoskulten og Jesuskulten, blot nogle få eksempler herpå. Mysterierne var altså ikke et enkeltstående hellensk foretagende, men et særdeles udbredt fænomen i oldtiden. Blandt de bedste af samtidens narrative beretninger om mysteriernes udbredelse, kan nævnes Plutarchs De iside Et Osiriss og Apuleius latinske forarbejdning af Metamorphoses.
Den vigtigste rituelle aktør i det eleusinske kultdrama var ubetinget hierofanten, der i hans egenskab af ledende præst, havde til opgave at fremvise de sakrale artefakter ved det ceremonielle klimaks. Derudover var også Demeterpræstinden, alterpræsten og fakkelbærerne, samt en række hjælpeembedsmænd, der alle havde hver deres rituelle funktioner. Sandsynligvis var de første fire embeder livsvarige.
Efter initiationen i de små mysterier, som fandt sted i Agrai nær Athen, hvor mysterne - som mysteriekandidaterne blev kaldt - gennemgik en rituel renselses- og retræteperiode, der symbolsk blev afsluttet med en offerhandling, var de beredte til initiationen i de store mysterier, som fandt sted seks måneder senere. Selve det rituelle drama strakte sig over otte dage, som alle foreskrev en række komplicerede rituelle handlinger. Eksempelvis blev der bragt sakrale artefakter fra Eleusis til Eleusinion i Athen, hvor mysterne også fik tildelt en såkaldt mystagog, der skulle fungere som deres vejleder. Der blev også foretaget renselsesbade ved havet. Og under de ceremonielle vandringsprocessioner, sang man bespottende sange og reciterede drilske digte. Efter en sidste fasteperiode, førte mystagogen mysterne frem til telesterion, hvor selve indvielsen fandt sted. At begivenhederne udspillede sig over otte dage var ingen tilfældighed. Disse modsvarer de otte måneder, som det var Kore tilladt at befinde sig over jorden.
Initiationen i de eleusinske mysterier var betinget af hemmeligholdelse af handlingsforløbet indhold, hvilket foruden at skabe en følelse af alvorlighed og forpligtelse, også må antages at have øvet en hvis tiltrækningskraft på de uindviede. Dette er dog langt fra en tilstrækkelig forklaring på mysteriernes fortsatte bestående, hvorfor det for en sjælden gangs skyld må tilfalde teologen Gregorius at have retten på sin side, idet han argumenter for at der må have fundet et eller flere dramatiske indslag sted i forbindelse med mysternes indvielse:
”… og Demeter strejfer omkring, og derudover indfører man en Keleos, og en Triptolemos, og slanger, og noget gør man og andet overværer man. Thi jeg undser mig for at bringe for dagens lys den indvielse, som hører natten til, og for at regne skændighederne for et mysterium. Eleusis kender disse ting, og ligeledes de som har skuet det, hvorom der ties, og som i sandhed fortjener tavshed.”
- In Sancta Lumina IV.
Selvfølgelig skal denne beretning ikke tages alt for bogstaveligt, men det er utvivlsomt at det har været intentionen hos arrangørerne bag de eleusinske mysterier, at påvirke mysteriekandidatens sind gennem et rituelt kultdrama. Et fænomen som den britiske socialantropolog Harvey Whitehouse har kaldt ”flashbolt-memory”, hvilket betegner en begivenhed som for altid vil huskes af det erfarende subjekt. En sådan erfaring kan bygges op omkring såkaldte imagistiske ritualer, der skaber en dramatisk erfaringsdimension, hvor det tilsigtes at påvirke den episodiske hukommelse gennem voldsom stimulering. I mange tilfælde ledsages denne oplevelse også af en kraftig tendens til communitasdannelse, hvor de involverede personer indgår i et stærkt og gensidigt forpligtende fællesskab, der konsolidere dem som gruppe. Et helt centralt element i dette rituelle klimaks synes at have involveret en sanselig oplevelse af lys eller epoteia, forstået som en visuel ”åbenbaring.” Herom beretter den kristne forfatter Hippolytos:
”… når han om natten i Eleusis under kraftigt falkeklys fuldender det store og uudsigelige mysterium, idet han råber med skingrende røst: Herskerinden har født en hellig dreng, Brimo har født Brimos.”
- Refutatio omnium haeresium.
Initiationsritualets partiulækre indhold lader sig dog vanskeligt gengive tekstuelt, da der slet og ret ikke findes nogle beskrivelser af pålidelig ophav. Endvidere vanskeliggøres sagen yderligere af at de indviede som nævnt var forpligtede til at hemmeligholde væsentlige aspekter af handlingsforløbet, heriblandt de invokationer og liturgiske formler som kaldes legomena. Ikke desto mindre har nogle betragtninger i Protreptikos pros Ellenas af Clemens af Alexandria, givet anledning til forsøg på rekonstruktion af indvielsesforløbet vigtigste punkter. I bogen nævner han bl.a. overholdelse af faste, indtagelse af en særlig drik kaldet kykeon, og en ritualistisk-instrumentel anvendelse af to kurve. Uden at noget af dette må tages for direkte pålydende, så er det ikke utænkeligt at Clemens kan have haft adgang til nogle kilder som er gået tabt for eftertiden. På det mikrokosmiske plan kan fasten tænkes at have været en rituel parallel til Demeters isolation i templet. I bogen The Road to Eleusis er det også blevet diskuteret hvor vidt kykeondrikken kan have været opblandet med saft fra parasitisk gæring af claviceps, som har en potentiel psykoaktiv effekt. Hvad angår kurvene, er det ligeså meget usikkert hvad disse evt. har indeholdt. Religionshistorikeren Mircea Eliade fremsatte i History of Religious Ideas flere mere eller mindre kreative bud derpå, herunder at de skulle have indeholdt artefaktiske gengivelser af sexmagisk frugtbarhedssymbolik i form af fallosser, livmoder, slanger, kager formet som kønsorganer etc.
I lighed med andre mysteriereligioner, så som Mithras- og Jesuskulten, er det også blevet forslået at der på et givet tidspunkt i indvielsesforløbet, indgik et sakralt fællesmåltid, hvor kommunionen blev forleddet af en magisk transsubstantion, der muliggjorde subjektets andel i det hellige. Hvis dette har været tilfældet, skal en del af svaret igen findes i Demetermytens tilblivelse i en cyklisk agerbrugskultur, hvor frugtbarheden spillede en altafgørende rolle. Og skønt de arkæologiske udgravninger hidtil ikke kunne afsløre skjulte underjordiske rum, hvor et seksuelt samvær mellem hierofanten og præstinden kunne tænkes at have fundet sted, så er det en nærliggende antagelse, at hieros gamos var de eleusinske mysteriers oprindelige mysterium i mykensk og måske også arkaisk tid. Til gengæld intet der tyder på at initiationen skulle have givet initianden andel i udødeligheden, hvilket blot bekræfter det mere eller mindre ontologiske grænseskel mellem mennesker og guder i stort set al græsk religion. Omvendt kan det med udgangspunkt i Demeters interaktion med Demophoon, forud for hendes tilbagetrækning i templet, antages at initiation i de eleusiske mysterier kan have give anledning til en forventning om et bevidst efterliv i underverdenen, der i grove træk blev modeleret ud fra Amenta, egypterne skjulte ødeland, hvor Set herskede. Det er naturligvis vanskeligt at vide hvad man mere præcist forestillede sig om dette efterliv, men tilsyneladende blev det i post-mykensk tid anset som muligt at bevare nogle af sine menneskelige egenskaber i Hades. Eksempelvis berettes der i Odyssens sang XI. om Teiresias, der tilsyneladende ikke mistede alle sine dødelige evner efter han henfarent til Hades, eftersom han genkendte Odysseus forud for hans indtagelse af blodofferet.
I modsætning til mange andre samfundsmæssige og rituelle begivenheder i oldtiden, var initiation i de eleusinske mysterier ikke forbeholdt et specifikt køn eller en social klasse. I teorien havde alle vokse mænd og kvinder, der var i stand til at tale græsk og i forvejen var indviede i de små mysterier, adgang til initiation på lige vilkår, forudsat at deres ”hænder var rene” - altså at de ikke havde deltaget i kriminel aktivitet eller begået alvorligt helligbrøde. Det er også blevet hævdet at der selv for slaver var fri adgang til initiation i både de små og store mysterier, såfremt de opfyldte ovennævnte krav. Dette er ingenlunde usandsynligt, eftersom den græske slave i regelen var mindre trælbundet end den moderne lønarbejder, hvis åndelige adspredelse begrænser sig til tv-skærmens paralyserende fredagsunderholdning.
På trods af den politiske ustabilt der kendetegner perioden fra klassisk til romersk-hellenistisk tid, var de eleusinske mysterier som kultinstitution i stand til at bevare en høj grad af autonomi i både det pan-hellenske, hellenistiske og romerske kultur- og åndsliv. Selv i de syvogtyve år som den Peloponnesiske krig stod på, blev der formentlig stadig foretaget initiationer af myster i Eleusis. Og selv efter den klassiske tids ophør, levede de eleusinske mysterier i lighed med græsk mytologi, religion, filosofi og kunst, fortsat videre som et religiøst substrat i det romerske imperium. Formelt havde den nikænske-ortodokse kristendom siden 380 evt. været den eneste anerkendte religion i Romerriget, men i 391 evt. gennemtvang den romerske kejser Theodosius I et dekret, som officielt forbød alle former for hedenskab, heriblandt de eleusinske mysterier. Selve tempelkomplekset blev delvist ødelagt fire år efter, da Alarik og vestgoterne indledte et sønderlemmende felttog ned gennem det gamle Hellas. Erindringen om khtonerne i Eleusis uddøde dog ikke med kristendommens kommen. Tvært imod er der blevet gjort adskillige mere eller mindre kreative forsøg på at rekonstruere og genfortolke de eleusinske mysterier. Et af de første eksempler på en sådan rekonstruktion blev foretaget af den engelske neoplatoniker og translatør Thomas Taylor, der i The Mystical Hymnes of Orpheus fra 1787 og The Eleusian and Bacchic Mysteries fra 1791, forsøgte sig med sine egne engelske oversættelser af adskillige hymner, invokationer og sakrale besværgelser af de mest fremtrædende guder fra det oldgræske panteon. Taylor var i øvrigt selv af den klare overbevisning, at han havde gengivet store dele af de eleusinske mysteriers eksakte indhold:
”Great heav'n, whose mighty frame no respite knows, Father of all from whom the world arose; Hear, bounteous parent, source and end of all, For ever whirling around this earthly ball; Abode of Gods, whose guardian pow'r surrounds Th'eternal world with ever during bounds; Whose ample bosom, and encircling folds the dire necessity of nature holds. Etherial, earthly, whose all-various frame, Azura and full of forms, no power can tame. All-seeing, source of Saturn and of time, For-ever blessed, deity sublime, Propitious on a novel mystic shine, And crown his whishes with a life divine.”
- Hymn of Heaven.
Den gode Tayler kan naturligvis ikke tages til indtægt for samtidens manglende kilder eller de vanskelige omstændigheder forfattere ofte befandt sig i, når de berørte et for kirken så betændt emne som fordums hedenskab. Men beklageligvis er han ikke den eneste der har haft for vane at udfylde de store huller i vores ganske mangelfulde viden om de eleusinske mysterier, ved at gribe løsningerne ud af den blå luft. Dette har ikke mindst været et stort problem indenfor den kristne del af eleusiskforskningen, hvor man typisk har set den manglende empiriske evidens som en blåstempling af et monoteistisk verdenssyn. Blandt visse forskerkredse har der indtil for nyligt været en uheldigvis tendens til at ville fortolke de eleusinske mysterier som en tidlig form for kristendom. Dette har man gjort under henvisning til mysteriernes soteriologiske aspekter, skønt disse først blev en integreret del af mysterierne på et relativt sent tidspunkt - og selv da ikke i nogen kristen forstand!
Tillige med visse grene af frimureriet, navnlig det skotske, samt rosenkreutzerne og Det Teosofiske Samfund, var the Hermetic Order of the Golden Dawn et af de først moderne ”mysteriefællesskaber”, som lod sig inspirere af de eleusiske mysterier i udformningen af deres ceremonier. Dette vedkendte ordenens ”adepter” sig selvfølgelig aldrig officielt, men åbningsceremonien taler for sig selv. Denne fungerede som en præparation til størstedelen af ordenens ceremonier, herunder ”konsekreringen af Lotusstaven”, hvor ceremonistaven (repræsenterende den guddommelige vilje/skabelsens ild) blev indviet til det forestående rituelle arbejde. Som et led i denne proces, fremsagde de selvudnævnte ”adepter”, der var ordenens officielle betegnelse for medlemmer som var indviet i Adeptus minor-graden eller derover, den oldgræske frase: Hekas, Hekas, esti Beveloi (”langt, langt væk være de profane.”) Dette var ment som en kollektiv ihukommelse af eksklusiviteten og dermed nødvendigheden af at hemmeligholde den okkulte viden, som de mente at besidde. Endvidere postulerede ”adepterne”, at en tilsvarende sætning var blevet fremsagt af hierofanten under afholdelsen af oldtidens eleusinske mysterier. Konsekreringen afsluttede med en anråbelse af en ”anonym” guddom, hvis kræfter man ønskede at få andel i:
“Holy art Thou Lord of the Universe. Holy art Thou Whom Nature hath not formed. Holy are Thou the Vast and Mighty one, Lord of Light and of the Darkness.”
- The Golden Dawn.
Golden Dawn eksisterede i sin oprindelige form fra 1888 til 1900/1901, hvorefter interne stridigheder og personinteresser splittede den i adskillige undergrupperinger, herunder Stella Matutina i London og Amen-Ra templet i Edinburgh. Den væsentligste årsag til splittelsen var tvivl vedrørende ”adepten” og medstifteren Samuel Liddell MacGregor Mathers påstået relation til de ”hemmelige mestre”, en forsamling af overnaturlige aktører, der i kraft af deres funktion som autoritative inspiratorer for menneskehedens åndelige udvikling, spillede en afgørende rolle i Golden Dawns esoteriske lære og åndelige selvforståelse. Grundet Mathers næsten enerådige position i den såkaldte Anden Orden (også kendt som ”Det Røde Kors og Guldkorset”), havde han efter forgodtbefindende kunne konstruerer og anvende så meget mysteriemateriale han måtte ønske, under henvisning til indholdet i de transempiriske åbenbaringer, som han hårdnakket påstod at modtage fra de hemmelige mestre, med hvem han meget praktisk stod i ”direkte” forbindelse. Det var imidlertid ikke kun Mathers som befandt sig i et tvivlsomt ledtog med de interplanetare entiteter. Nogle årtier forinden havde Helena Blavatsky og nogle andre koryfæer fra Det Teosofiske Samfund anvendt en tilsvarende ”teknik.” Et cirkus der nåede sit foreløbige højdepunkt med teosoffen Charles W. Leadbeaters metafysiske vrøvl.
Inden det kom så vidt, var der dog nogle få hæderlige personer der havde forsøgt at beskytte den spinkle okkulte tradition – hvor spinkel den end måtte være - der trods alt stadig fandtes mellem de eleusinske mysterier og de moderne ordensfællesskaber. En af disse var den engelsk kemiker C. H. Allan Bennett, der efter at have forladt Golden Dawn, medtog fragmenter af ordenens mere genuine okkulte materiale i en serie forholdsvis neutrale invokationer, hvoraf mindst en blev publiceret i det af Crowley drevne tidsskrift The Equinox. Sidstnævnte fremsatte i øvrigt selv sin fortolkning af mysterierne i efteråret 1910, hvor han for egen regning opsatte et ambitiøst teaterstykke med titlen The Rites of Eleusis. Omgivelserne var Caxton Hall i London, hvor tilskuerne blev opfordret til at tage aktiv del i det sceneariske drama, som var en tidlig avantgardistisk kombination af poesi, musik, dans, skuespil og mystik.
At Bennetts og Crowleys interpretioner af de eleusinske mysterier var et særtilfælde i forhold til eksempelvis teosoffernes reception, kom tydeligt til udtryk i Leadbeaters Glimpses of Masonic History fra 1926, hvor tåbeligheden taler sit tydelige sprog:
”I am in a position to bear direct testimony, having been myself an initiate of the mysteries, that there was nothing whatever in them of an objectionable character.”
- Glimpses of Masonic History.
Leadbeater mente at besidde en ubestridelig indsigt i mysteriernes indhold, fordi han i et tidligere liv selv havde været blandt de indviede! Endvidere udnævnte han den græske sagnfigur Orfeus - i dennes egenskab af ”verdenslærer” - til indstifteren af de eleusinske mysterier. Ifølge Leadbeater var denne ”verdenslærer” et guddommeligt væsen som var nedsteget til Egypten for 42.000 år siden i skikkelse af guddommen Thoth, for at prædike ”det hellige lys doktrin” for jordens daværende beboere. På dette tidspunkt var jorden befolket af en højerestående menneskerace, hvis orfiske efterkommere stod forrest i køen, når hierofanten i Eleusis skulle vælge sine embedsmænd:
”A relic of the tradition of Orpheus is found in the fact that the hierophant of the Eleusinian Mysteries was always chosen from a sacred family of the Eumolpidae…”
- Glimpses of Masonic History.
Det faktum at den panhellenske verden var yderst pluralistisk og indeholdte endog meget varierende og ofte inkonsistente religionsformer og filosofiske retninger, anså Leadbeater blot for et praktisk dække for et mere uspecificeret ”guddommeligt princip”:
”As students of the occult side of religion are aware, each subrace has its own especial presentation of truth, its own divine forms through whom worship if offered to the Supreme; and the type of religion is formulated by the world-Teacher Himself in accordance with the development and culture which are to be the distinguishing characteristic of that race and its contribution to the world-plan of evolution.”
- Glimpses of Masonic History.
Leadbeater religionshistoriske kundskab var direkte håbløs på stort set alle punkter. I ramme alvor påstod han at der som udgangspunkt ikke var blevet foretaget dyreofringer i Eleusis, men at den ”animalske offerkult” var opstået som et beklageligt resultat af åndeligt fordærv hos den sakrale embedsstand. Man var altså begyndt at ofrer dyr fordi embedsmændene var uduelige! Hans beskrivelse af gradshierarkiet er ikke mindre morsom. Ned til de mindste detaljer fortæller han fantasifuldt om hver enkelt embedsmands funktion i de eleusinske mysterier. Beskrivelserne ligner til forveksling en tro kopi af den embedsfordeling der i bred forstand kendetegner frimureriet. Men Leadbeater var trods alt ikke dummere end at han godt kunne se sammenfaldet, hvorfor han drog en direkte parallel mellem initiationen i de små mysterier og frimureriets I. grad. Indvielsens hovedaktør var selvfølgelig hierofanten, der i hans egenskab af ”stormester” underviste mysterne gennem af materialiseringen af astrale billeder:
”… in which representations of the astral world were shown on the candidate, and instruction given upon the results of certain courses of action in the life after death.”
- Glimpses of Masonic History.
Leadbeater ville gerne medgive at det ikke var muligt at påvise nogen direkte transmissionslinje mellem de eleusinske mysterier og frimureriet, men samtid mente han også at dette var aldeles ligegyldigt, eftersom der i begge tilfælde var tale om mysteriefællesskaber der dybest set tjente det samme formål. Hvad der i virkeligheden ligger skjult bag hans overordentlige fantasifulde fortolkning af de eleusinske mysterierne, er de teosofiske doktriner om reinkarnation, racelære, kosmologiske korrespondancer og hemmelige verdenslærere. At Leadbeaters forestillinger tillige var baseret på et pinligt inkonsistent grundlag, afslører sig ved hans evindelige henvisninger til kirkefædrene Hippolytos og Clemens - alt imens han eksplicit kritiserer de kristne for at have misbrugt mysterierne:
”… so the seed was sown from which sprang later the false and foolish accusations of the ignorant and bigoted Christians.”
- Glimpses of Masonic History.
Dog skal ret være ret - sidstnævnte har utvivlsomt sin rigtighed.
Tors Feb 23, 2012 5:32 pm