Af alle de middelalderlige retssager var retsprocesserne imod tempelridderne blandt de mest opsigtvækkende. Ordenen, der oprindeligt var blevet grundlagt i 1118 i Jerusalem af en lille gruppe riddere i tjeneste hos adelsmanden Hugues de Payens, havde som sit primære formål at beskytte kristne pilgrimme på vejen fra havnen i Jaffa til Jerusalem. Den blev forhåndsgodkendt i 1128/29 af Bernard af Clairvaux, med hvem de Payens skabte den såkaldte ”latinske regel” som et adfærdskodeks for riddernes opførelse. I lyset af Bernards ihærdige agitation for det blodige korstog mod katarerne, er det dog usandsynligt at det alene var ædle hensigter der lå bag udformningen af disse etiske forskrifter. Dens officielle kirkelige godkendelse blev den givet under navnet Pauperes commilitones Christi Templique Solomonici – et valgsprog der snart skulle vise sig at være en ganske en lukrativ forretning for kirken. I løbet af få år steg medlemstallet betragteligt, og skønt kun ca. 10 % af medlemmerne var riddere i ordets egentlig betydning (med egen hæst og væbner), så vandt ordenen hurtigt et ry som en af korstogenes dygtigste kampenheder.
I lighed med den berømte hospitalsridderorden og andre katolske militærordener, varetog de ikke kombatante medlemmer den infrastrukturelle del af ordenslivet, herunder de økonomiske anliggender, der for tempelriddernes vedkommende førte til udviklingen af et internationalt bankvæsen, der udgjorde det finansielle grundlag for opførelsen og vedligeholdelsen af ordenens talrige fæstningsværker i Europa og Levanten. Men på trods af at tempelridderne - med deres karakteristiske hvide kapper og røde kors - spillede en vigtige rolle i forbindelse med erobringen af Jerusalem, blev der allerede i 1302 sat en effektiv stopper for ordens militære ambitioner, da dens riddere led et stort nederlag til de egyptiske mamelukker, til hvem de ved samme lejlighed også måtte overdrage øen Arward. Men i modsætning til kollegaerne i hospitalsridderordenen, der etablerede nye baser på Rhodos og Malte for at kunne fortsætte det vanvittige og fuldstændigt håbløse korstog mod muslimerne, så begyndte tempelridderne i stigende grad at udøve regulært lobbyarbejde ved de europæiske hoffer, hvor kombinationen af deres enorme akkumulerede rigdom og relativt høje grad af politisk autonomi, skulle viste sig at være en skæbnesvanger cocktail. Der opstod hurtig en giftig stemning af mistro og mistillid, beroende på fjendtlige postulater om hemmelige initiationsceremonier og hedenske ritualer, hvilket den dybt forgældet kong Philip VI af Frankrig ikke var sen til at udnytte. I oktober 1307 gennemførte hans lakajer en række koordinerede ransagelser af ordenens ejendomme i Frankrig, med det resultat at talrige tempelriddere blev arresteret for kætteri og efterfølgende tortureret til tilståelse – naturligvis uden nogen form for bevis eller retfærdig rettergang.
Alene på mistanke om kætteri opløste pave Clement V formelt tempelridderordenen i 1313, hvormed han samtidig blåstemplede tilsvarende beskyldninger mod andre ridderordener i hele den katolske verden. Dog har fundet af det såkaldte Chinonpergament i Vatikanets hemmelige arkiver i 2001, siden hen afsløret at paven formentlig blev presset af den franske konge til at opretholde anklagen mod tempelridderordenen, på trods af at han havde firkendt dem for alle anklager så sent som i 1308! Ifølge de nedskrevne tilståelser involverede tempelriddernes initiationsceremonier forskellige former for seksuel og religiøs blasfemi, bl.a. skulle man have tvunget novicer til at give afkald på Kristus, trampe på et kors, kysse initiatorens anus og tilskynde til tilbedelse af guden Baphomet (den vel nok vigtigste figur i den vestlige okkultisme). Svaret på spørgsmål om hvor vidt tempelridderne virkelig ”tilbad” Baphomet eller ej, kompliceres unægtelig af det faktum at hovedparten af anklagepunkterne blev tilstået under tortur, hvorfor vidneudsagnene generelt må betragtes som højst tvivlsomme. Blandt de nedfældet tilståelser er der dog enkelte interessante udsagn, som synes at adskille sig fra de øvrige ved eksempelvis at bekræfte dyrkelsen af en obskur deitet med både to og tre hoveder. Og skønt der aldrig blevet præsenteret validt bevismateriale i form af artefakter eller afbilleder af et sådant hoved, så indgik ”bæstets hoved” i næsten samtlige anklageskrifter. Således også i et anklageskrift fremsat af en inkvisitor den 12. august 1308:
”In each province they had idols, namely heads …
Item, that they adored these idols …
Item, that [it could] make riches …
Item, that is made the trees flower.
Item, that they surrounded or touched each head of the aforesaid with small cords, which they wore around themselves next to the shirt of the flesh.”
- Trial of the Templars.
Det etymologiske ophav for substantivet Baphomet har sidenhen været genstand for stor opmærksom. Nogle har set det som en variant af det gamle franske ord ”Mahomet”, der var en udbredt blasfemisk term for Muhammed. Omvendt er det fra lingvistisk side blevet hævdet at Baphomet blev brugt som en middelalderlig efterligning af et semitisk substantiv, på samme måde som man i vesten har kaldt Abu Hamig ibn muhammad al-Tusi al-Ghazali for Algazel og at Abu’l-Walid ibn Rushd på mystisk vis er blevet til Averroës. Det kan med andre ord ikke forventes at receptionen af substantivet Baphomet nødvendigvis har haft samme betydning som dets evt. etymologiske forlæg. En mere populær udlægning er at det er afledt af det arabiske Abufihamet, der efter spansk bearbejdelse er blevet til Bufihimat, hvilket kan oversættes med ”visdommens fader.” Mere sandsynligt er det imidlertid at Baphomet er en latinsk afledning af det oldgræske Βαφή Μήτεος (”Mithras dåb”), hvormed der kan knyttes en mulig forbindelse til den antikke Mithraskult, hvor den rituelle ofring af den ”kosmiske tyr” bl.a. involveret blod, sæd og korn. Disse tre ingredienser har alle det til fælles at de er koncentrerede om livet, hvorfor Mithras - og dermed Baphomet - kan betragtes som ”livets herre.” Det er dog ikke kun Baphomet-skikkelsen som tempelridderne måske havde til fælles med mithraisterne. Der synes også at have været påfaldende strukturelle ligheder i selve gradssystemet, der i al væsentlighed var rituelt centeret om forandring, fertilitet, genskabelse, styrke og visdom. Dette er i sig selv ikke et bevis for en egentlig kultkontinuitet, men må i højere grad ses som et udtryk for et synkretistisk sammenløb af flere forskellige traditioner, hvilket til dels også understøttes af beretningerne om Baphomet som havende flere hoveder/ansigter. Denne dobbelthed er sandsynligvis et levn fra den romerske guddom Janus, der som tærskelvogter repræsenteret det cykliske kontinuum mellem fortid og fremtid, liv og død, rum og udstrækning etc. Samtidig var Janus guden for januar, den første måned i den gregorianske kalender. Og netop denne livsfornyende effikacitet som den virkelige baggrund for påstanden om tempelriddernes mystiske ”hovedtilbedelse”, understøttes yderligere af en nyligt opdaget korrespondance fra begyndelsen af 1800-tallet, mellem ærkediakonen Ralph Churton, en fellow fra Society of Antiquaries, og historikeren John Brickdale Blakeway fra Shrewsbury:
“I called upon our emigrant priest from France residing in this parish.“Pray, monsieur, what is Relique Sunday?” “It is no saint in our Church; it is the Sunday after Pentecost, Trinity Sunday. It is no saint in our Church; in my country [France] the common people call it Relique Sunday. The Church promotes customs which promote piety; but is is no saint of the Church.” “Perhaps they show reliques on that day?” “Oh there be many Reliques! There is [sic] the Reliques of St. Peter, which i have seen; there be the Reliques of St. Januarius. There had been not a drop of rain for two months; everything was burnt up. All the people, men and woman and children, crowded into the sreet. What now? What is all this? The head of St. Januarius! In a moment great drops began to fall; they were all wet, could hardly get home! Oh it is wonderful!” And I think so too, but the good-humoured chattering Frenchman believes every tittle of it, and will, I dare say, swear it through an inch board.”
Et andet sted skriver ærkediakonen:
“In the mean time I shall be glad if I can learn how many genuine heads there are of St. Januarius. For I have certainly understood my Frenchman to speak only of what he had seen in France; whereas the Neapolitans, as is commonly said, maintain that the veritable wonder-working head of Januarius is in the keeping at Naples.”
Korrespondancen vidner om en uhørt kirkelig begejstring der på ingen måde stemmer overens med inkvisitorernes beskyldninger om dæmoni og satanisme, der ledte til at mindst 54 af ordenens medlemmer blev brændt som kættere i 1310. Dertil kommer et ukendt antal tempelriddere der døde som følge af tortur. I 1314 blev ordenens sidste stormester Jacques de Molay brændt på bålet, og ved samme lejlighed blev der udstedt et paveligt dekret der formelt overdrog alle ordenens ejendomme og besiddelser til hospitalsridderordenen, der ligeså absorberede mange af ordenens tilbageværende medlemmer. Selve ordenen gik langsomt i glemmebogen indtil det 18. århundrede, hvor den britiske frimurer Andrew Michael Ramsey fremsatte en ny fortolkning af dens levned, idet han så tempelridderne som bærerne af en østlig visdomstradition. At tempelridderne ligefrem skulle være viderebringerne af en sådan tradition er selvsagt en upåviselig påstand, men det er sandsynligt at de lod sig inspirere af elementer fra den vestlige okkultisme, som de antageligt forsøgte at bevare gennem et initiativt gradssystem, der senere har tjent som inspiration for flere okkulte broderskaber. I særdeleshed har O.T.O. baseret store dele af sit gradsystem og magiske lære på tempelriddermytologien, hvilket i høj grad skyldes Crowleys identifikation med Baphomet, som han grundet dennes magiske attributter (androgynitet, to slanger, æselhoved etc.) anså for værende ækvivalent med den romersk-gnostiske deitet Abrasax, hvis numeriske værdi ifølge den græske gematria er 365, hvilket gør Abrasax til repræsentant for det solare år. Bag dette magiske dobbeltvæsen genfindes det kosmiske tvillingepar Set/Horus, der på trods af alle forviklinger vedblev at persistere i den vestlige okkultisme.
Det er endvidere blevet påvist at tempelridderne gjorde brug af et hemmeligt segl kendt som ”abraxus”, hvorpå ordene Secretum Templi stod skrevet. Seglet tilhørte en af tempelridderordenens stormestre og kan dateres tilbage til et fransk charter fra oktober 1214, hvor det muligvis blev brugt i sammenhæng med ordene bios, phōs, metis – ”liv”, ”lys” og ”frihed.” I 1997 fandt en amatør med en metaldetektor et tilsvarende segl og inskription i Lichfields-området nær Staffordshire. Seglet blev efterfølgende sendt til British Museum, hvor det formentlig vil hvile de næste mange hundrede år sammen med mysteriet om Baphomets oprindelse. Ikke desto mindre hævder fremtrædende kaos-dyarkiske adepter fra M.T.Y, at have opnået indsigt i hemmeligheden bag Baphomets obskure navn, hvormed de har afdækket en dunkel forbindelse til Nyarlathotep, herren af det kravlende kaos, den oldgamle Set.
”There was the immemorial figure of the deputy or messenger of hidden and terrible powers – the “Black Man” of the witch cult, and the “Nyarlathotep” of the Necronomicon.”
- The Dreams in the Witch House.
Søn Mar 04, 2012 7:23 pm
