Sigillium Dei Aemeth

John Dee blev født i året 1527 i det londonske Tower Ward, som søn af en walisisk embedsmand ved kong Henrik VIIs hof. Efter latinskolen i Chelmsford blev han i 1542 optager på St. Johns College i Cambridge, hvor han var med til at grundlægge det senere så berømte (og berygtede) Trinity College. I begyndelsen var det dog mest hans veludviklet sans for brugen af spektakulære sceneeffekter der var genstand for omverdens opmærksomhed. Særligt i forbindelse med opførelse af Aristofanes komedie Freden, hvor Dee brillerede med sine opfindsomme scenekunster.

Efter sin graduation i 1548 rejste Dee til det europæiske fastland for at fortsætte sine studier, hvilket bl.a. foregik ved Louvan i Belgien, der på dette tidspunkt var et epicenter for matematisk forskning. Han opholdte sig også kortvarigt i Bruxelles og Paris, hvor han yndet at forelæste om Euklid. Samme sted straf han den flamske geograf Gerardus Mercator, med hvem han hurtigt udviklede et nært venskab. Da dannelsesårene var veloverståede returneret Dee i 1551 til England, hvor han fandt ansættelse som konsulent for en britisk købmandsflåde som han bistod med sin geografisk og navigatorisk ekspertise. Han bidrog ligeså til udviklingen af flere nye navigationsinstrumenter. Blandt de mere anekdotiske indslag kan nævnes inspektionen af en såkaldt ”evighedsmaskine” som Dee foretog sammen med matematikeren, lægen og astrologen Gerolamo Cardano, der senere hjalp ham med konstruktionen af hans ”divinatoriske” artefakter. Dees praktiske interesser lå i virkeligheden i smuk forlængelse af den livslange interesse for okkulte emner som var blevet vakt allerede i universitetsårene, hvor han blev stærkt påvirket af Cambridgeprofessorerne Sir John Cheke - der sideløbende med sit professorat i oldgræsk også beskæftiget sig med astrologiske divinationssysteme - og Sir Thomas Smith, der foruden sit professorat i civil ret også var praktiserende alkymist.

I 1555 blev Dee medlem af the Worshipful Company of Mercers, men blev kort tid efter sin optagelse anholdt og sigtet for at have udarbejdet horoskoper for henholdsvis dronning Mary og prinsesse Elizabeth. Anklagen blev sågar udvidet til højforræderi mod Mary, efter det kom frem at Dee skulle have kastede magiske formularer til fordel for hendes protestantiske halvsøster. Dee klarede imidlertid frisag ved personligt at møde frem i Star Chamber ved det kongelige palads i Westminster, for officielt bebudet sin uskyld. Sagen blev herefter overdraget til den katolske biskop Edmund Bonner, der skulle forestå en nærmere undersøgelse. Alt i mens sagen stod på valgte man at holde Dee fængslet, men til hans held afviste Bonner sagen og rensede Dees navn. Hvorfor Bonner frikendte Dee er uvist, men det er ikke utænkeligt at han frygtede en magisk reaktion fra Dees side. Det er imidlertid også den mulighed at Bonner trods alt var klartseende nok - af en biskop at være - til at indse sagens konspiratoriske sammenhæng. Efter sin løsladelse skrev Dee hans første bog Propaedumata aphoristica, der er en teoretisk afhandling om astrologi baseret på optik, arabiske astrologi og et alkymistisk manuskript kendt som Voarchadumia Contra Alchimiam.( traditionelt tilskrevet den legendariske alkymist Johannes Pantheus fra begyndelsen af det 16. århundrede).

Når han ikke sad i fængsel eller på anden måde var ”opholdt”, yndet Dee at leve et stille liv i hans hus i Mortlake, hvor han brugte det meste af sin tid på at dyrke sin bibliopatiske lidenskab. Utrætteligt udvidet han sit personlige bibliotek med sjældne bøger og skrifter fra hele Europa, herunder også en række ulovlige og derfor særdeles kostbare titler. Da Elizabeth I overtog tronen i 1558 blev han dog nødsaget til at neddrosle sine bibliofile sysler, eftersom hun valgte ham som hendes personlige rådgiver i videnskabelige og astrologiske anliggender. Hendes tiltro til Dees astrologiske kompetencer var åbenbart så stor, at han efter kort tid i embedet blev pålagt noget så afgørende som at udpege den mest gunstige dag for hendes kroningsceremoni. I de følgende år tjente Dee som ekspertrådgiver i forbindelse med forberedelserne af de engelske opdagelsesrejser. Han var øjensynligt også den første der anvendte begrebet ”det britiske imperium” som en teknisk ”retfærdiggørelse” af den begyndende kolonialisering. Meget tyder på at Dee tog sit erhverv ganske alvorligt og gik til sagen med en brændende – nogle ville sige fanatisk – idealisme. I at fald afsatte han ikke megen tid til hans anden bog Monas Hieroglyphica, der blev nedfældet i løbet af tolv hektiske dage. I dette forunderlige værk fremsatte Dee en synkretistisk fortolkning af det renæssancemagiske paradigmes kabbalistiske, astrologiske, alkymistiske og geometriske viden, som han symbolske udtrykte i en såkaldt ”monadeglyf”, der repræsenterede den mystiske bagvedliggende enhed bag al skabelse. Selve glyffen blev fremstillede med Merkurs astronomiske symbol ovenover vædderens, med en prik placeret i en cirkels centrum (Solens astrologiske symbol) og en halvcirkel i toppen. Ifølge Dee udgjorde dette et symbolsk grundlag for de øvrige astrologiske symbolers fremtræden, som f.eks. i Mars tilfælde hvor dennes symbol ”let” kan findes ved at fjerne den øverste halvcirkel og prikken, trimme vædderens horn og dreje symbolet 135 grader imod uret:

”Or is it not rare, I ask, that the common astronomical symbols of the planets (instead of being dead, dumb, or, up to the present hour at least, quasi-barbaric signs) should have become characters imbued with immortal life and should now be able to express their especial meanings most eloquently in any tongue and to any nation? Yet a furthered great rareness is also added, namely that (by every good hieroglyphically arguments) their external bodies have been reduced or restored to this mystical proportions.”

- Monas Hieroglyphica.


I en serie bestående af 24 teoremer argumenterede Dee endvidere for at hver linje, kurve eller mærke i monaden, ikke kun stammede fra disse symboler men at de på et dybere plan udtrykte deres egen ”hieroglyfvirkelighed”. Særligt hvad angik det første, ottende og sidste teorem:

“Theorem I. the first and most simple manifestation and representation of things, non-existent as well as latent in the folds of nature, happened by means of straight like and circle….

Theorem VIII. Besides, a cabbalistic expansion of the quaternary, in accordance with the customary style of numeration (when we say, one, twp, three, four), produced in sym, the denary, as Pythagoras himself used to say; for 1, 2, 3, and 5, add up to ten. Therefore, the rectilinear cross (which in the twenty-first letter of the Roman alphabet) and which was considered to be formal of four straight lines, was not without reason chosen by the oldest Latin philosophers to signify the number Ten. Its place in the alphabet, too, its [thus] determined; for the ternary, multiplying its strength by the septenary, establishes that letter [ad the twenty-first]..

Theorem XXIIII. As we made this little books take its beginning from point, straight line, and circle, so also we have made the last linear iff luxion from out monadic point describe a circle which is almost analogous to the equinoctial completing its circuit in 24 hours. Thus we shall now at last, in this out twenty-fourth speculation, consummate and terminate the permutations (defined by the number 24) and the metamorphosis of the quaternary, to the honor and glory of Him who (as John, the arch-priest of the divine mysteries, witnesses in the fourth and last part of the fourth chapter of the Apocalypse) sits on the throne and around Whom four animals (each having six wings) speak day and night without rest: Holy, holy, holy [is the] Lord God the Almighty, Who was, Who is, and Who will come; whom also 24 elders, (having cast off their adore, speaking: Thou art worthy, O lord, to receive the glory, and the honour, and the power, for Thou hast created all things. Because of Thy will they are, and have been created. Amen, says the fourth letter”

- Monas Hieroglyphica.


Dee betragtet dog ikke kun monaden som et udtryk for en intellektuel bevidstliggørelse om de mikro-makrokosmiske korrespondancer, men også som en valid erkendelsesteoretisk nøgle til afdækning og praktisk forståelse af universets mysterier. Der var således ikke kun tale om en teknisk reference til intelligible fænomener, men i lige så høj grad et operativ ”organisk” værktøj som af egen drift havde ”åbenbaret” sig for Dee. Det kan derfor ikke undre at Dee - som den drevne politiker han trods alt var - brugte adskillige år af sit liv på at forstå og beherske monadens kraft, for at forfølge sine politiske ambitioner på vegne af det britiske imperium. Dette fremgår også ganske tydeligt af dedikationen til kejser Maximillian II, hvori han udtrykkeligt fastholdte at der i monadens transformative magt var indlejret muligheden for en forestående (politisk) revolution:

“This our hieroglyphic monad possesses, hidden away in its innermost centre, a terrestrial body. It teaches without words, by what divine force that should be actuated. When it has been actuated, it is to be united to a generative influence which is lunar and solar, even if previously, in heaven or elsewhere, they were widely separated from, that. When this Gamaæa has (by Gods will) been concluded (which to the Parisians, I have interpreted as the earth of marriage, or as the terrestrial sign of a union performed in the realm of influences), the monad can no longer be fed or watered on its native soil, until the fourth, great, and truly metaphysical, revolution be completed. When that advance has been made, he who fed will first himself go away into a metamorphosis and will afterwards very rarely be held by mortal eyes. This, O very good king, it the true invisibility of the magi which has so often (and without sin) been spoken of, and which (as all future magi will own) had been granted to the theories of our monad.”

- Monas Hieroglyphica.


Om end teorierne i Monas Hieroglyphica blev beundret af mange af Dees samtidige, heriblandt også Maximillian, var det meget få der rent faktiske forsøgte at læse bogen. Endvidere betød dens høje tekniske kompleksitet at den stort selv blev glemt i løbet af nogle få årtier. Dengang som nu opgav de fleste læsere efter at have stiftet bekendtskabet med forordet - hvis nutidens Dee- entusiaster da overhovedet kommer så langt. Det er skæbnes ironi at det netop var Dees forord til en andens bog, der gennem tiden er blevet hans meste genoptrykte arbejde. Den bemeldte bog var Henry Billingsleys engelske oversættelse af Euklids klassiske Elementa, hvor Dee i sit forord argumenterede for matematikkens centrale videnskabelige betydning og dens praktiske anvendelighed for læsere uden en universitetsbaggrund.

Som tiden gik, blev Dees hus ved Mortlake gradvist forvandlet til et alkymistisk laboratorium. Samtidig beretter hans personlige noter om begyndende eksperimenter med theurgisk magick, hvor han gennem inderliggjort bøn og ”hengivne” teknikker forsøgte at evokere englelignende entiteter, med hvilke han ville opnå kommunikation gennem en seersten af krystal. Men efter forgæves at have eksperimenteret i et år, måtte han konkludere at resultaterne udeblev. Dee mente imidlertid ikke at der var noget galt med metoden, men der imod hans egne evner – eller mangel på samme - som medium, hvorfor han lettere desperat valgte at ansætte den flamboyante åndemaner og alkymist Edward Talbot, der yndet at præsentere sig selv under navnet Sir Edward Kelly. På trods af få pålidelige oplysninger om Kellys fortid, så har eftertidens kritikere ikke afholdt sig fra at udråbe ham til alt fra pervers landsbytosse til falskmønter, landsforræder og spion. Det er ganske vidst sandt at Kelly på et tidspunkt havde fået sit ene øre beskåret, men dette var en ret almindelig straf i England for selv mindre forseelser. Det er ligeså sandt at han sandsynligvis kortvarigt havde ernæret sig ved at forfalske titler og skøder. Men dyslektiker eller illitterær har han næppe været, eftersom han både talte og skrev et hæderligt latin. Der er også forlydender om at han som ung mand blev optaget på universitet i Oxford, men forlod det af uvisse grunde kort før sin immatrikulering.

Tilsyneladende var Dee så imponeret over Kellys evner som medium, at han i videst muligt omfang negligerede sine officielle pligter for at kunne dedikere sig fuldt og helt til sine eksperimenter. Det første større projekt bestod i etableringen af en såkaldt ”åndelige konference” som kulminationen på en længere præparationsperiode med rensning, bøn og faste. Ifølge Dees journal skulle englene ved sammen lejlighed have brugt Kelly som et instrumentelt medium, hvorigennem de begyndte at formidle deres transempiriske viden. Ud fra deres instruktioner byggede Dee (der i øvrigt var en dygtig håndværker) et særligt bord med fire ben, stående på cirkelformede voksskiver. På bordpladen stod seerkrystallen på en femte voksskive hvorpå Sigillium Dei Aemeth var indgraveret. Her gentog han sammen med Kelly den åndelige konference og fik i løbet af nogle få måneders intensivt arbejde, nedskrevet adskillige hundreder siders materiale som han senere systematiseret i en række bøger (bl.a. Heptarchia mystica, Liber Scientiae Auxilii og 48 Claves Angelicae). Foruden at udgøre det teoretiske grundlag for det enokianske magisystem, der hovedsageligt består af det renæssancemagiske paradigmes mysteriefilosofi parret med theurgisk praksis og formel logik, indeholdte bøgerne også nøglen til ”englenes tungemål” - det såkaldte enokianske sprog. Som de fleste sprog har enokiansk en forholdsvis konsistent grammatik og syntaks, men indeholder tillige et numerisk system hvor ordenes interne referencer til forveksling minder om en kabbalistisk numerisk fortolkning af hebræisk. Men på trods af de metodiske lighedspunkter, så er der i praksis tale om to relativt distinkte numerisk systemer, på samme måde som græsk gematria er adskilt fra – men ikke upåvirket af – hebræisk gematria. Dog synes flere af de enokianske ord at dele rødder med flere sprogstammer, herunder den indoeuropæiske, men der er ikke grundlag for at antage at enokiansk er yderligere beslægtet med nogle af de sprog som blev talt på Dees tid. I sig selv er enokiansk et både elegant og fascinerende sprog, hvis fremmedartede undertoner kan anes i en sætning som “torzu gohe L zacar eca c noqod zamran micalzo od ozazm vrelp lap zir io-Iad” der tilnærmelsesvis kan oversættes til dansk med ”Rejs, siger den Første; flyt jer derfor til mine tjenere. Vis jer i magt og gør mig til en stærk seer af ting, for jeg er af Ham, som lever for evigt.”

Det er blevet sagt at Kelly konstrueret det enokianske sprog ved at substituere ordene i engelske dokumenter som han havde skrevet forinden. Men selvom dette skulle have været tilfældet, så er det en lingvistisk forudsætning at han må have haft adgang til mindst en anden sproglig kilde (muligvis tysk eller latin). Et eksempel på nødvendigheden af en sekundær kilde er ordet telocvovim der almindeligvis oversættes med ”han, der er faldet”, men egentlig er det et kompositum bestående af adjektivet teloch (”død”) og substantivet vovin (”drage”), hvormed den bogstavelige oversættelse af telecvovim er ”død drage.” Et argument imod at Kelly egenhændigt skulle have konstrueret hele eller størstedelen af det enokianske sprog, er at den engelske oversættelse i mange tilfælde er skrevet i en stil der synes at ligge meget fjernt fra Kellys egen. Dette kan naturligvis skyldes at Kelly bevidst forsøgte gøre sproget så aparte og anderledes at ingen sidenhen kunne beskylde ham for selv at have fundet på det, men med mindre han besad et hidtil ukendt talent for at udtrykke sig formfuldendt i engelske termer - hvilket er højt usandsynligt sammenholdt med alt hvad han ellers har skrevet (inklusiv personlige korrespondancer, optegnelser og dagbogsnotater) - så må det umiddelbart vurderes, at konstruktionen af et så avanceret sprog som det enokianske lå langt over Kellys lingvistiske formåen. Det er dog også den mulighed at Kelly kunne have plagieret det enokanske sprog fra allerede eksisterende kildemateriale, men bort set fra det faktum at enkelte enokianske ord har påfaldende ligheder med ord i PantheusVoarchadumia Contra Alchimiam - som Dee ejede et af de eneste eksemplar af - så findes der ingen overleverede skrifter med et lignende indhold.

I foråret 1583 proklameret Kelly at englene havde informeret ham om at der på Northwick Hill lå begravet en værdifuld samling alkymistiske manuskripter og en lille portion ”mystisk” pulver. Samtidig traf Dee den polske adelsmand Olbracht Laski, der inviterede ham og Kelly med som ledsagere på hans hjemrejse til Polen. Efter at engelen havde sanktioneret ekskursionen forlod makkerparret Dee og Kelly England i 1583 - akkompagneret af deres koner. Laski viste sig imidlertid at være på fallittens rand og ude af stand til at forsørge sine gæster. I de følgende år vagabonderede Dee, Kelly og konerne rundt i Centraleuropa som omrejsende nomader. Men på trods af de omskiftelige og krævende ydre omstændigheder, afholdte de en næsten ubrudt række af enokianske konferencer hvor den theugiske magick begyndte at spille en stadig større rolle. Hvorfor de ikke straks rejste tilbage til England er uvist, men en af grundene kan have været en stigende hjemlig mistænksomhed overfor deres intime samarbejde. Om der var et egentligt seksuelt forhold imellem dem vides ikke, men i lyset af den magick som praktiseres i visse magiske ordners højeste grader, kan en sådan relation bestemt ikke udelukkes at have fundet sted. At de økonomiske ressourcer har været knappe mere end antydes af Kellys desperate jagt på skjulte skatte og begravede eliksirer, hvilket formentlig også havde været med til at gøre det lukrative tilbud om et ubekymret liv hos den polske landadel, til et stærkt incitament til at forlade England. Der er da også den mulighed at resultaterne af deres eksperimenter med det enokianske system ikke længere var tilfredsstillende, hvorfor en radikal forandring var påkrævet for at opretholde illusionen. Eller måske var Kelly slet og ret bange for at Dee skulle opdage at det hele var et stort svindelnummer? Spekulationerne er mange, men hvad de bagvedliggende motiver end har været, så står det fast at Dee og Kelly som nævnt konsulterede englene forud for afrejsen med henblik på at opnå deres sanktion. Naturligvis siger dette i sig selv intet om validiteten af systemet - eksempelvis kan det jo let tænkes at Kelly fabrikeret et passende svar til lejligheden - men ikke desto mindre så forlod de England i samstemmighed med hinanden og (sandsynligvis) også deres koner.

Dee der fra sin studietid havde en vis erfaring med at rejse rundt på det europæiske fastland, strakte sine diplomatiske evner til det yderste for at gøre opholdet så lempeligt som muligt. Han opnåede da også både at komme i audiens hos kejser Rudolf II og kong Stephen Bathory af Polen. Men efter i 1586 at have deltaget i en skæbnesvanger åndelig konference i Bøhmen, under hvilken Kelly havde bebudet at det var englen Uriels ønske at de to herre skulle udveksle koner, befandt Dee sig i en så nedslået sindsstemning at han ikke kunne fortsætte sit diplomatiske arbejde. Han fandt mildest talt forordningen frastødende og havde sågar afbrud konferencen, men ikke desto mindre stolede åbenbart så meget på systemet - og vel også Kelly - at han modvilligt accepteret beslutningen, om end det bragte ham store følelsesmæssige kvaler. Hvilke personlige motiver Kelly kunne have haft til fremsætte et sådant forslag kan der kun gættes om, men efter udvekslingen havde fundet sted så han aldrig Dee igen. Det er imidlertid ikke usædvanligt at en magus begår behandlinger der er i strid med de konventionelle morallove, for at transcenderer de normative adfærdsforskrifter som et led i frigørelsesprocessen fra sit illusoriske jeg. Det må ligeså pointeres at den populære fremstilling af Kelly som en plattenslager og vulgær stodder, der udnyttede sit venskab med Dee for sin egen vindings skyld, er og bliver rene spekulationer. Der er ikke skyggen af bevis for at Kelly var en større eller mindre bedrager end Dee. Tvært imod tyder meget på at venskabet med Dee var belastende til bristepunktet for Kelly, der blev forladt af hans temperamentsfulde kone Jane Cooper året ham efter at Uriel havde bemeldt sin vilje. Og da heldet endelig igen tilsmilede ham var det kun for en kortvarig periode. Rudolf, der havde hørt rygter om Kelly ”formidable” evner til at forvandle kviksølv til massive mængder guld, lod ham ansætte som alkymist ved sit hof. Men samtidig udsendte den engelske regering to officielle repræsenter, der skulle bringe ham tilbage til England for enhver pris. Hvad der lå til grund for dette diktat vides ikke med sikkerhed, men det er langtfra usandsynligt at Dee planlagde et personligt vendetta ved at trække på sine kontakter i Englands kontinentale spionnetværk.

Det lykkedes ikke at bringe Kelly til England, men han vidste at han var jaget som et vildt dyr. Da han skulle giftes med hans anden kone, lady Johanna Weston, måtte han i al hemmelighed bede to tjenere ved Rudolfs regering om at vidne, eftersom han ikke turde driste sig til en mere officiel annoncering. Lykken blev dog kortvarig for allerede i 1591 blev Kelly anholdt og smidt i Krivoklátslottens fængsel udenfor Prag. Det var kejseren selv der havde udstedt ordren, da han i
sin hunger efter at få fingrene i det eftertragtede alkymistiske guld, var blevet utålmodig med Kellys evindelige udsættelser. Efter at tilbragt nogle år i fængsel lovede den aldrende Kelly bod og bedring, hvilket fik Rudolf – der nu var desperat til bristepunktet efter guld – til at forbarme sig og løslade ham, mod tilbørlig forsikring om at han straks ville genoptage den alkymistiske guldproduktion. Kelly fik således for en stund atter adgang til sin ”alkymistiske” velstand (som primært bestod af ubetalte lån), men den var i sagens natur langt fra stor nok til at indfri Rudolfs tårnhøje forventninger, hvorfor han i desperat måtte faldbyde sig selv hos de bøhmiske pantelånere. Da han ikke havde mere at pantsætte og derfor ikke kunne forsyne Rudolf med mere guld, slap kejserens tålmodighed op og Kelly måtte igen lade sig fængsle – denne gang på ubestemt tid. Han døde en smertefuld død i 1597 efter at have pådraget sig alvorlige kvæstelser i forbindelse med et flugtforsøg. Rebet han skulle have brugt til at kravle ned fra sin fængselscelle i et højtbeliggende tårn, viste sig at være for kort. Rygtet vil vide at han som sin sidste vilje slap linnedstumpen og styrtede sig selv i afgrunden – hellere regere i helvedet, end trælle i himlen.

Dee var rejse til England i 1589 hvor han havde fundet hans elskede hus plyndret. Biblioteket var bogstaveligt talt blevet ødelagt og adskillige værdifulde bøger og instrumenter var stjålet. Han så derfor ingen anden udvej end at anmode dronningen om en økonomisk kompensation. Elizabeth afslog som sædvanligt disse forsøg på privat tildragelse af tronens kapital, men kvitterede for Dees indsats i imperiets tjeneste ved i 1592 at unævnte ham til warden ved Christ’s College i Manchester (et tidligere præstekollegium som efter kongeligt dekret var blevet reformeret til en protestantisk institution i 1578). Det blev dog ikke til mange år som underviser, for allerede i 1605 begærede Dee sin afsked med den forblommede forklaring at de unge studerende generede ham i en sådan grad, at han hverken kunne opretholde disciplin i undervisningslokalet eller gå i fred på gaden. Samme år døde hans kone Jane som følge af pesten, hvorefter han definitivt opgav sin undervisningsvirksomhed. Lamslået af sorg søgte han mod tronen i London, men på daværende tidspunkt var Elizabeth død og efterfulgt af konge James I, der på ingen måde værdsatte Dees person som han fandt direkte latterlig. Dee tilbragte sine sidste år i dyb fattigdom i Mortlake, hvor nøden tvang ham til at sælge de fleste af hans ejendele for at kunne forsørge sig selv og datter Katherine, der plejede ham til hans død i slutningen af 1608 eller begyndelsen af 1609.

Efter Dees død blev jorden omkring huset i Mortlake opkøbt af antikvaren Sir Robert Cotton af Connington, der endevendte Dees hus og den omkringliggende jord i et eventyrligt håb om at finde nedgravede dokumenter og gemte artefakter. Det lykkedes ham at finde flere af Dees efterladte manuskripter, hvoraf det meste interessante er hans personlige referater fra englekonferencerne. Cottons søn forærede senere manuskripterne til den lærde Méric Casaubon som offentliggjort dem i 1659. Med publikationen fulgt en kritisk introduktion med titlen A True & Faithful Relation of What passed for many years between Dr. John Dee (A Mathematician of Great Fame in Q. Eliz. And King James their Reignes) and some spirits. Med denne håbede Casaubon at kunne miskreditere både Dee og det enokianske system, som han mente var så farligt at det var nødvendigt at advare offentligheden imod. Hvad han imidlertid glemte, var at med denne udgivelse fik offentligheden for første gang adgang til det originale konferencemateriale (forudsat at Casaubon ikke havde redigeret i det forinden). Casaubons hovedargument var det som Dee havde antaget for engle i virkeligheden var onde ånder, som havde brugt ham som et viljeløst instrument til udbredelse af deres sataniske lære. Dette er naturligvis en absurd påstand, men havde det ikke været for Casaubons anstrengelse er det usandsynligt at Dees fortegnelser over konferencerne var blevet bevaret for eftertiden. Omvendt bidrog bogen også til at Dee - og i særdeleshed Kelly - blev dæmoniseret som sorte maguser, skønt intet i det efterladte materiale kan bekræfte dette. Til gengæld er det et ubestrideligt faktum, at det enokianske system har spillet en meget betydningsfuld rolle i den vestlige okkultismes historie. Blandt de talrige eksempler herpå er Crowleys The Vision and the Voice, der er det skriftlige vidnesbyrd om hans udforskning af de tredive enokianske æthyrer. Visionerne indtraf i 1900 under hans ophold i Mexico og senere i 1909 i Algeriet, hvor han befandt sig sammen med hans magiske samarbejdspartner Victor Benjamin Neuburg. Crowley selv betragtede The Vision and the Voice som sin vigtigste bog næstefter Liber AL vel Legis.

Mange af de selvudnævnte rosenkorsordener har gennem tiderne hævdet at kunne tælle Dee og sågar Kelly blandt deres medlemmer. Men at de to herre skulle have tilhørt et sådant broderskab er en fuldstændig ubegrundet påstand. I virkeligheden findes der ikke tegn på en egentlig nyfortolkning af det enokianske system før konstitutionen af Golden Dawn i 1887, der benævner de enokianske elementaltabeller i deres ”hemmelige” stiftelsesskrift Cipher Manuscript. Disse tabeller kom efterfølgende til at udgøre et centralt element i forbindelse med udformning af ordenens esoterisk lære og optræder endog i ritualerne for den Ydre Orden. Da den Indre Orden blev oprettet i 1892, fandt man det således også nødvendigt at præsentere kandidaterne for en mere detaljeret introduktion til det enokianske system, hvilket medførte en radikal ændring af det originale system, idet den theurgiske dimension blev erstattet af en langt mere synkretistisk ceremoniel magick, hvor det enokianske sprog blev opblandet med astrologisk og alkymistisk symbolik, tillige med de magiske teknikker som Golden Dawns ledere havde opfundet til lejligheden. Til de mere kuriøse indslag hører skabelsen af det enokianske skakbræt, der som divinationssystem fungerede ved at der blev spillede med brikker udformede som deiteter fra det egyptiske panteon. Den umiddelbare konsekvens af denne fuldstændigt ukritiske synkretisme, blev at store dele af det forholdsvis komplekse men meget konsistente enokianske system, blev udviskede til fordel for nogle uoverskuelige symbolkorrespondancer, hvor man på bekostningen af den praktiske anvendelighed, tog sig friheden til at tilføje snart sagt hvad som helst for at få systemet til hænge sammen.

Måden hvorpå Golden Dawns ”adepter” forvaltede den enokiansk arv, kan vel bedst sammenlignes med et sammenkog halvrådne og bitre druesafterne, hældt på gamle flasker og markedsført til ågerpriser under falsk etikette. Det hører til Crowleys fortjeneste at have ydet et væsentligt bidrag til afdækkelsen af dette makværk, ved at være dristig nok til at publicere størstedelen af ordens enokianske materiale. Endvidere blev det gjort uden nogen tanke på et evt. retsligt efterspil som følge af det klare brud på ophavs- og ejendomsretten. Det var dog næppe den filantropiske forestilling om fri information der lå til grund for offentliggørelsen. Sandsynligvis var motivet noget så banalt som et personligt hævntogt mod ordenens ”adepter”, som i Crowleys øjne var flok selvhøjtidelige bedragere, der for længst hav mistet primatet fra ”de hemmelige mestre” – hvis de da nogensinde havde haft det! Den første samlede fremstilling af Golden Dawns fortolkning af det enokianske systemet kom først i 1940 med udgivelsen af Israel Regardies monumentale værk The Golden Dawn: The Original Account of the Teachings, Rites & Ceremonies of the Hermetic Order. Der er efterfølgende blevet skrevet et utal af bøger med hver deres mere eller mindre idiosynkratiske bud på hvordan det enokianske system kan anvendes. Blandt de mere udholdelige udgivelser er Enochian World of Aleister Crowley. Enochian sex magick af Lon Milo Duquett samt kapitlet om de enokianske nøgler i The Satanic Bibel af Anton Zandor Lavey. En mere autoritativ behandling af materialet fra Dees og Kellys konferencer savnes dog stadig – og vil sikkert blive gjort det mange år endnu.

Tilbage står spørgsmålet om hvor vidt det virkelig var budskaber fra englenes hærskarer som de to elizabethanske maguser forsøgte at kanalisere. Svaret på dette afhænger alene af konceptualiseringen. I et kaos-dyarkisk perspektiv, repræsenteret ved M.T.Y., sonderes der ikke mellem engle og dæmoner som to distinkte entitetskategorier, men som to blandt flere plausible fortolkningsmodeller af den sammen overnaturlige fænomenologi.