Urmyten om tvillingegudinderne

Jeg har skrevet denne historie i løbet af sommeren. Den er lagt på min hjemmeside ( www.denmagiskevej.dk ) på undersiden DIV.
Den indeholder urtidsmennesker, en heks, naturguder, invokation, evokation og meget andet.
Jeg vil også dele den med jer her mine kære medokkultister, så her kommer den:

  Urmyten om tvillingegudinderne.
          En sortebog. Liber 247.

                                                               1
Dengang mennesket lige havde forladt abestadiet, men endnu ikke var nået til jæger- og samlerstadiet, var livet for de meget få og små, spredte grupper af folk uendeligt skrøbeligt. Det var i Tawerets æon og menneskene savnede ubevidst den tryggere tilværelse i trætoppene. Kampen om frugterne, der voksede på træerne, tabte de uvægerligt til de hurtigere og mere adrætte tidligere artsfæller, aberne. Som jægere var menneskene endnu ikke meget bevendte; de kunne ikke løbe noget større dyr op og selv hvis de havde kunnet, havde de ikke våben til at dræbe disse dyr med. Bue og pil havde de ikke, ej heller spyd, ej heller pusterør. Intet langdistancevåben havde de, så alt hvad der var større end en rotte kunne de ikke nedlægge.
Denne tingenes triste tilstand tvang dem til at ernære sig af små gnavere, som de kunne ramme med en sten eller slå med en afbrækket gren, insekter, rødder, svampe, fugleæg, nødder, bær og andet de kunne finde. Det var en ussel og hård tilværelse og dagene var præget af sult og afsavn.

                                                                  2
I den nordlige del af det vi i dag kalder Sudan, levede der på denne tid en håndfuld grupper af mennesker, hver på en 25 til 30 individer. Disse folk havde det særligt strengt, da de var udsat for skarp konkurrence om føden fra et stort antal aber og halvaber. Området var på dette tidspunkt dækket af skov og kratbevoksning og aberne kom let og hurtigt rundt, samtidig med at de var mindre udsatte for angreb fra store rovdyr end menneskene.
Sådanne tider og sådanne omstændigheder fremavler stærke ledere i en flok, ledere, der kan anspore og inspirere deres folk. To sådanne ledere var Nifinger og Lille Bjørn. De anførte hver deres gruppe på omkring 30 mennesker. Nu skete det at de to grupper en dag mødtes og blev enige om at holde en fest. Det var ved den slags lejligheder at ægteskaber blev indgået imellem en ung mand fra en gruppe og en ung kvinde fra en anden. På den måde forebyggede man indavl. En festplads blev udvalgt og de to grupper blandede sig frit imellem hinanden. Handler blev indgået og varer skiftede hånd.
Da festdagen oprandt, det var ved fuldmåne, som kun havde været nogle få dage væk, blev alle forråd tømt og alle de dyr slagtede og tilberedte, som de bedste unge mænd havde formået at nedlægge. Rotter, kaniner og egern udgjorde størsteparten. Der blev spist og danset og fortalt historier. Nogle af de mest adrætte unge mænd udfordrede hinanden til brydekampe, som var fremragende underholdning og gav anledning til megen råben og skrigen og latter blandt tilskuerne. Festens højdepunkt var dog brylluppet. Både brud og brudgom var festligt smykkede med blomster. I fremtiden skulle de begge leve hos gommens familie, som tilhørte Nifingers gruppe.

                                                                   3
Da festen langsomt var ved at ebbe ud, sad Lille Bjørn og Nifinger og snakkede dæmpet ved et af bålene.
”Fader Sol giver os lys om dagen, så vi kan se, men ikke megen mad” sagde Nifinger.
”Det har du ret i” sagde Lille Bjørn ”og Fader Torden giver os ild, så vi kan lave bål, men ikke meget kød vi kan stege på bålet”.
”Heller ikke Søster Måne eller guderne i de høje bjerge er os til megen hjælp når det gælder om at skaffe føden” sagde Nifinger.
”Så sandt, så sandt” sagde Lille Bjørn og rystede på hovedet. ”Måske” fortsatte han ”kan ingen af himmelguderne hjælpe os som bor nede på jorden. Måske har vi brug for nye guder”.
”Ja,” sagde Nifinger ”det skulle så være guder, som er tilknyttet jorden her hvor vi lever”.
De sad begge i stilhed et stykke tid. Lille Bjørn stirrede op på stjernerne og Nifinger rodede i gløderne i bålet med en pind. Pludselig lyste Lille Bjørn op i et smil.
”Hvad med om vi søgte råd hos Mor Rose?” spurgte han.
”Mor Rose? Den gamle heks, der tilbringer halvdelen af året i en hule under jorden?” spurgte Nifinger.
”Ja, netop” sagde Lille Bjørn ”hun siges at vide alt hvad der er værd at vide om guder og ånder”.
”Men hun tilhører jo Løvemankeslægten, som er vores fjender. Desuden siges hun at være ond!” sagde Nifinger.
”Hun er kun løst forbundet med Løvemankerne. Kun i vinterhalvåret lever hun sammen med dem. Resten af året bor hun i den der hule – alene! Sagde Lille Bjørn ”Med hensyn til ond, så er hun kun ond mod dem, som har gjort hende fortræd og vi har jo ikke noget udestående med hende, vel?”
”Næ, jeg har faktisk aldrig set hende” sagde Nifinger.
”Det har jeg – én gang – da jeg var barn. Hun må være meget gammel nu” sagde Lille Bjørn.

                                                              4
Nifinger og Lille Bjørn besluttede sig til sammen at opsøge Mor Rose. På denne årstid var hun i sin hule og der ville derfor ikke blive nogen konfrontation med Løvemankerne.
Da de ville skulle være væk i mange uger, pga. afstanden til Mor Roses hule, overlod de hver især ledelsen midlertidigt til deres næstkommanderende. Der var en del gråd blandt kvinderne, da de to ledere, bare et par dage efter festen drog afsted. Når sandheden skal frem, nød de to venner deres vandretur og at være sluppet for det tunge lederansvar for en tid. De kunne let skaffe føden undervejs. De fik ram på en kanin allerede på den første dag og fandt en del frugt og nødder på vejen. Om natten sov de under en busk eller i en jordhule, hvis de kunne finde en. De følte sig frie og i godt humør.

                                                                     5
Efter godt 3 ugers vandren erklærede Lille Bjørn at de nærmede sig hulen.
”Der er kun en halv dagsmarch tilbage, men det er i vanskeligt terræn med mange klipper og bakker” sagde han.
Næste formiddag nåede de frem til den lille dal hvor hulen lå. Ud fra spor og efterladenskaber kunne de snart stedfæste hulens nøjagtige placering.
De overvejede nu hvad den bedste fremgangsmåde ville være, når de skulle optage kontakt med heksen.
”Mon ikke vi skulle komme med en gave af en slags, for at gøre et godt førstehåndsindtryk?” spurgte Nifinger.
”Det tror jeg du har ret i” sagde Lille Bjørn ”vi må se om vi kan nedlægge et par jordegern eller en kanin. Hun ville nok sætte pris på noget kød. Sådan en gammel kone kan vel næppe selv gå på jagt.”
Kaniner kunne de ikke få øje på nogen steder i området. De havde dog held til at få ram på hele 4 jordegern. Med dem som gaver begav de sig nu hen til hulen.

                                                                      6
Da de stod uden for hulen, som havde en ganske lille åbning, kunne de høre nogen mumle eller synge lavt derinde fra. Inden nogen af dem havde sagt et ord, hørte de en ru og uhyggelig gammel kvindestemme sige:
”Kom herind, unge mænd, og fortæl mig hvad jeres ærinde er her.”
Tøvende trådte de indenfor, idet de måtte bukke sig for at komme igennem åbningen. Der brændte en lille ild på en stor flad sten midt i hulen. Den oplyste hulen med et flakkende skær. Der stank i hulen i en grad så Nifinger og Lille Bjørn nær var trådt baglæns ud af åbningen igen. Det var ikke en lugt af afføring eller råddenskab, men noget ukendt og langt værre. Men de to høvdinge besindede sig på deres anliggende og gik modvilligt hen imod bålet. For der stod Mor Rose, den gamle heks hvis hjælp de behøvede. Hun var som de selv klædt i dyreskind. Hun virkede kraftigere og stærkere end de havde ventet. Men ansigtet var det som straks tiltrak sig deres opmærksomhed. Det var så indskrumpet og garvet, at det kun synes som en tynd mørkebrun fernis ovenpå kraniet som lå indenunder. Det var knap nok et menneskeansigt mere tænkte Lille Bjørn, men snarere en skræmmende maske. På en eller anden måde lykkedes det ham at række hånden frem med de 4 små jordegern i og sige:
”Vi har medbragt en lille gave til dig Mor Rose – frisk kød!”
Hun fik et gerrigt blik i sine gamle øjne og tog jordegernene og lagde dem på en sten i et hjørne af hulen uden et ord.

                                                                     7
”I er ikke Løvemanker” sagde hun med sin knirkende stemme, da hun vendte tilbage til dem ”alligevel kommer i her. Noget vigtigt må have ført jer hertil, så langt fra jeres stammes områder.”
”Mit navn er Lille Bjørn” sagde Lille Bjørn ”og dette er Nifinger” han pegede på sin ven.
”Vi er fra to stammer, der er på venskabelig fod. Vi leder hver vores. Vore folk sulter en stor del af året og himmel- og bjergguderne, som er vore stammers guder, synes hjælpeløse eller ligeglade, når det gælder om at afhjælpe vor nød. Vi ved at du kender andre guder og måske kan hjælpe os med hvordan vi skal kende og kontakte dem.”
Et smil bredte sig om Mor Roses tandløse mund for første gang.
”Ja,” sagde hun ”jeg kender andre guder. Guder som virkelig kan hjælpe mennesker som jer. Jeg vil også lære jer om dem og hvilke ritualer I skal bruge til at kontakte dem med. Men jeg skal have noget til gengæld.”
”Vi er desperate” sagde Nifinger ”sig hvad du ønsker!”
Lille Bjørn nikkede samstemmende.
”Først og fremmest skal I bringe frisk kød hjem til hulen hver dag i den tid jeg underviser jer.” Mændene nikkede og Mor Rose fortsatte ”Jeg har tænkt mig at udvide hulen og jeg vil have at I står for udgravningen af et ekstra kammer. Det er hårdt og beskidt arbejde og ikke noget for en gammel kone som mig.”
”Det skal vi nok gøre for dig, Mor Rose, ikke sandt Lille Bjørn?” sagde Nifinger.
”Helt sikkert” sagde Lille Bjørn.

                                                                     8
De to mænd blev anvist et sovested tæt på udgangen, i en stor bunke hø. Det var de glade for. Der fik de mere frisk luft og slap for den værste stank i hulen. Da de senere spurgte Mor Rose om hvor lugten kom fra, fortalte hun dem at den skyldtes hendes magiske ritualer.
”Det er guderne og ånderne, der lugter sådan. På deres lugt skal I kende dem” sagde hun og fortsatte med et smil ”Det var lektion 1.”
Næste dag gik de i gang med at udgrave det ekstra kammer. Ved brug af kraftige kæppe kom de hurtigt fremad, for jorden var ret løs. Den jord de løsnede bar de ud på store stykker skind og smed i en stor bunke i nærheden.
Om eftermiddagen gik de på jagt og fangede et par gnavere. Da de kom tilbage fra jagt, kom Mor Rose dem i møde og sagde:
”Godt! I har gjort jeres pligt for i dag.” Hun vendte sig om mod hulen og tilføjede: ”Det er tid til lektion 2.”
                                                                    9
Indenfor brændte bålet og Mor Rose smed nogle urter på bålet. Så samlede hun en lårbensknogle fra et større dyr op fra jorden tæt ved bålet.
”Hør nu godt efter” sagde hun. ”Der findes 3 slags ritualer, når I skal kontakte de guder jeg vil lære jer om: Forjagelse, anråbelse og fremmaning. Da disse guder eller ånder, kald dem hvad I vil, ikke er helt ufarlige skal man først og fremmest lære forjagelse, som er et ritual til beskyttelse af én selv imod onde ånder.”
Nu fortalte hun dem hvordan man skulle udføre forjagelses-ritualet, idet hun selv gik igennem alle de tilhørende bevægelser:
”Et. Stå vendt mod øst, der hvor solen står op, med en pind eller en lårbensknogle eller lignende i venstre hånd. Det er den, der ifølge gammel tradition, har den mest direkte adgang til hjertet. Hav et lille bål foran dig, hvor du brænder aromatiske urter eller friske kviste. Dette hjælper til at fordrive stanken fra ånderne.
To. Dernæst peger du op med pinden og siger: ”I guder foroven. Hør mig!” Så peger du ned med pinden og siger: ”I guder forneden. Hør mig!”
Tre. Nu tegner du en cirkel i luften foran dig med pinden og siger: ”Livets træ.”
Fire. Du vender dig mod syd, tegner en cirkel og siger: ”Dyret fra jorden.”
Fem. Du vender dig mod vest, tegner en cirkel og siger: ”Dødens træ.”
Seks. Du vender dig mod nord, tegner en cirkel og siger: ”Dyret fra havet.”
Syv. Du vender dig mod øst igen og uden at gøre brug af pinden siger du: ”Gode ånd fra øst. Beskyt mig!”
Otte. Du vender dig mod syd og siger: ”Barmhjertige ånd fra syd. Beskyt mig!”
Ni. Du vender dig mod vest og siger: ”Stærke ånd fra vest. Beskyt mig!”
Ti. Du vender dig mod nord og siger: ”Gavmilde ånd fra nord. Beskyt mig!”
Elleve. Du vender dig mod øst igen, peger på dit hjerte med pinden og siger: ”Min sjæl, vogt dig mod angreb. Vær vågen og klar til kamp!”
Dermed er ritualet slut!”

                                                                  10
Mor Rose fortsatte med at forklare: ”Med dette ritual har du dannet en beskyttende cirkel rundt om dig selv, så ånderne ikke kan komme for tæt på dig og skade dig eller overtage din krop. Derfor skal du altid udføre dette ritual før du udfører fremmanings-ritualet, hvor du beder en gud eller ånd om at komme og vise sig for dig og tale med dig. Før et anråbelses-ritual er det ikke nødvendigt, da det egentlig blot er en bøn.”
Mændene nikkede og prøvede at mærke sig hvert ord Mor Rose sagde og hun sluttede af med: ”Hvil I jer nu, så skal jeg tilberede kødet.”

                                                                    11
De næste dage fortsatte Nifinger og Lille Bjørn med at grave og gå på jagt. Men de brugte også et par timer hver dag på at øve sig på det ritual, de havde lært. Dette foregik under Mor Roses kyndige vejledning og hun syntes faktisk at finde glæde i at lære fra sig.
Fire dage efter sagde Mor Rose at det var tid til lektion 3. Nu skulle de lære anråbelses-ritualet.
”En af forskellene mellem anråbelses- og fremmanings-ritualet, er at under anråbelses-ritualet peger man op med pinden, mens man under fremmaning peger ned” sagde hun.
”Nu viser jeg jer hvordan I udfører anråbelses-ritualet og så kan I øve det bagefter og i de kommende dage.
Et. Bålet skal være tændt. Aromatiske urter smides på bålet. Pinden holdes i venstre hånd. Stå vendt mod øst med bålet foran dig.
To. Peg pinden lige opad mod himlen og sig: ”Store ånd sådan og sådan. Lyt til min bøn! Jeg ved du kan hjælpe mig. Bønhør mig og stå mig bi!”
Tre. ”De store tvillingegudinder Fauna og Flora er dine herskerinder. De to store dyr, dyret fra havet og dyret fra jorden, som udgør Faunas to halvdele, er skrækindjagende for dig såvel som for mig og de hersker over os begge. De to gigantiske træer, livets træ og dødens træ, som udgør Floras to halvdele, forside og bagside, kaster deres skygger over dig såvel som over mig og vi er begge henvist til et liv og en død i træernes favntag.”
Fire. ”Jeg står i gudindernes tjeneste og gunst. De store dyr gør mig ikke fortræd og de to træer oppebærer mig og ønsker mig fremgang. Du selv er underlagt gudinderne, så yd mig nu assistance for deres skyld og opfyld mit ønske.”
Fem. ”Vil du opfylde mit ønske, så giv mig et tegn:
Lad mig se en ørn fange en spurv
Eller
Lad mig se en hunræv med sine unger
Eller
Lad mig høre ulven hyle mod månen.”
Seks. ”Men vil du ikke opfylde mit ønske, så vil jeg vende mig bort fra dig. Jeg vil vende dig ryggen og forbande dig i gudindernes navne. Du vil være ensom og ikke kunne finde hverken fred eller glæde. Sådan er ordene!”

                                                                12
Igen gik nogle dage hvor mændene afvekslende gravede, gik på jagt og øvede ritualer. På femtedagen sagde Mor Rose til dem:
”Det er tid til lektion 4. Det er fremmanings-ritualet. Det er det sværeste og farligste af de tre, men også det som kan give den største gevinst. Følg nu godt med og tænk på at når i virkelig udfører dette ritual og kalder en virkelig ånd synligt frem for jer, så vil i blive overvældet af dens stank. Men I må ikke lade jer mærke med noget! Før dette ritual udføres altid forjagelses-ritualet.
Et. Bålet skal være tændt. Aromatiske urter smides på bålet. Pinden holdes i venstre hånd. Stå vendt mod øst med bålet foran dig.
To. Peg pinden mod jorden og sig: ”Livets træ. Vi kravler fra din rod til din krone i vores livstid. Dødens træ. Dine rødder er i himlen og din krone hviler på jorden. Vore forfædre er dine frugter. Hele planteriget. Hør mig som kalder på dig! Store gudinde Flora. Hør mig som kalder på dig!
Dyret fra jorden. Jeg jager dig og du jager mig. Dyret fra havet. Du er majestætisk og overgår enhver forstand. Du er så mange, at vi ikke forstår dit tal. Hele dyreriget. Hør mig som kalder på dig! Store gudinde Fauna. Hør mig som kalder på dig!
Tre. O Fauna & Flora, tvillingegudinder. I skabte det tørre og det våde og alt som nærer livet. Jeg er en leder af mennesker. Meget forventes af mig og selv forventer jeg mere. Min vilje skal ske på jorden. Det sætter jeg alt ind på. Et sådant menneske står foran jer, ædle gudinder! Giv mig derfor magt over ånderne, de øvre og de nedre. Giv mig magt til at tugte og til at udspørge dem. I usynlige gudinder for alt som lever og ånder, føj mig i dette ønske.
Fire. O store dyr fra havet, du som udgør den ene halvdel af Faunas skønne guddommelige krop. Rejs dit hoved op skællede drage. Sving din piggede hale. Stød til med dit horn. Lad Fauna ride på din ryg.
O store dyr fra jorden, du som udgør den anden halvdel af Faunas krop. Prust og udspy vulkandampe fra dine glohede næsebor. Lad hårene rejse sig på din ryg. Vis dine kæmpestore kattedyrstænder. Men spis af Faunas hånd, så tam som en due.
Fem. O livets træ, du som udgør forsiden af Floras slyngede kæmpekrop. Stræk dig mod himlen. Spred dine grene ud mod de fire verdenshjørner. Åbn en vej for os mod toppen.
O dødens træ, du som udgør bagsiden af Floras krop. Vis os dine frugter, så vi kan tale med de afdødes ånder. Afslør dine mysterier for os. Tag imod os når vi forlader livet.
Seks. O Fauna, jeg forener mig med dig. Jeg mærker dyrene bevæge sig i min krop. Min hud bliver skællet og min ånde brændende varm.
O Flora, jeg forener mig med dig. Jeg mærker træerne strække deres grene ud i mine lemmer. Mine fødder er som rødder og på mit hoved er en krone af blade.
Fauna! Jeg er Fauna!
Flora! Jeg er Flora!
Syv. Alle I ånder, I er underlagt tvillingegudindernes magt. Adlyd nu mig eller I skal få gudindernes vrede at føle. I er i min magt I ånder under jorden og I ånder under havet. Også I ånder fra dødsriget og I som svæver i æteren. Ildånder og luftånder, dyreånder og planteånder, alle er I underlagt mig og jeg kan straffe jer i gudindernes navne om I ikke adlyder!”
Otte. Nu tegner du den ånds symbol på jorden, som du vil fremmane. Brug pinden til det. Jeg skal senere vise jer deres symboler. Og så siger du: ”Store ånd sådan og sådan. Vis dig for mig her hvor jeg står. Vær forvisset om at Flora & Fauna befaler dig at lyde min ordre. Kom og besvar mine spørgsmål og gå først når jeg giver dig lov. Kom store ånd sådan og sådan! Kom nu! Kom!”

                                                                13
De kommende dage fortsatte de med skiftevis at arbejde på hulen, gå på jagt og øve sig på ritualerne. Indtil videre var det kun øvelser. De havde endnu til gode at udføre et rigtigt anråbelses-ritual og et rigtigt fremmanings-ritual hvor en bestemt ånd blev påkaldt.
Mor Rose fortalte dem også ind imellem mere om tvillingegudinderne: Deres far er Kaos og deres mor Mørket. Først fødte deres mor Flora. Et øjeblik senere kom Fauna. Umiddelbart efter fødslen ville Kaos fortære børnene, men deres mor gemte dem i sit mørke og holdt dem skjult indtil de var store nok til at klare sig selv. Så satte hun dem ned på jorden, hvor de hurtigt begyndte at trives og udbrede deres domæne.

                                                                 14
Efter nogle dage sagde Mor Rose: ”Nu er det tid til lektion 5.”
Hun valgte Nifinger til at være den første af mændene til at gennemføre et rigtigt anråbelses-ritual. Botis blev valgt som den ånd Nifinger skulle henvende sig til. Botis er god til at skabe fred mellem fjender. Nifinger blev derfor anvist, at bede om at Botis skulle skabe fred mellem hans og Lille Bjørns stammer og Løvemanke-slægten.
Ritualet blev gennemført uden problemer og allerede samme nat hørte Nifinger og de andre en ulv hyle mod månen, hvilket var et tegn på at hans ønske ville blive opfyldt.
Denne succes medførte et ønske fra mændene om hurtigt at fortsætte med ritualerne. Så allerede næste dag var det Lille Bjørns tur til at udføre anråbelses-ritualet. Seere blev valgt som ånden han skulle henvende sig til. Det er en ånd, som er god til at bringe ting og flytte ting. Lille Bjørn ville bede Seere om at bringe flere byttedyr til det område hans stamme holdt til i. Ritualet forløb igen gnidningsløst, men denne gang udeblev tegnet om natten og også næste dag og den følgende.
Mor Rose konstaterede: ”Sådan går det nogle gange. Man bliver ikke altid bønhørt.”
I det næste stykke tid lærte hun dem om mange ånders navne, virkefelter og symboler.
”Jeg kender 247 ånders navne og symboler og det bliver hele tiden flere” sagde hun.
Nifinger og Lille Bjørn prøvede flere gange at lave anråbelses-ritualet. Nogle gange med succes. Andre gange udeblev tegnet.

                                                                 15
Efter at anråbelses-ritualet var tilstrækkeligt afprøvet, var turen kommet til fremmanings-ritualet.
”Det er tid til lektion 6.” sagde Mor Rose.
Først skulle Nifinger prøve at fremmane ånden Marbas. Denne ånd kan finde skjulte ting og finde ud af hemmeligheder. Han kan både forårsage sygdomme og helbrede dem. Han kan også undervise i de mekaniske videnskaber.
Nifinger udførte først forjagelses-ritualet som anvist af Mor Rose. Dernæst udførte han fremmanings-ritualet og han kaldte åndens navn og tegnede åndens symbol på jorden.
Dette blev gjort efter mørkets frembrud og kun med bålet i hulen som lyskilde. Alle tre mærkede umiddelbart efter at det sidste ”kom” var udtalt, en heftig stank brede sig i hulen. Dernæst fremstod i et hjørne af hulen, fjernest fra åbningen, et svagt billede, der lyste i sig selv og ville have været synligt selv uden bålets lys. Billedet forestillede først en løve, men syntes gradvist at ændre form, indtil der til sidst var et tydeligt billede af en stor og stærk mand. Han var nøgen og meget behåret. Han havde et dystert blik, men virkede ikke direkte fjendtlig.
”Er du Marbas?” spurgte Nifinger omsider.
”Ja, det er mig” svarede ånden med dyb stemme.
”Jeg vil stille dig nogle spørgsmål. Er du parat til at svare?” spurgte Nifinger.
”Ja, hvis jeg kan” svarede Marbas.
”Godt!” sagde Nifinger ”Kan du lære mig nogle måder hvorpå jeg og mine stammefrænder kan nedlægge store dyr, som f. eks. antiloper?”
”Ja, menneske, det kan jeg. Lad mig sige, at eftersom I mennesker ikke kan indhente større dyr til fods, så må I lære at dræbe dem på afstand” svarede Marbas.
”Hvordan gør vi det?” spurgte Nifinger ”En sten gør ikke væsentlig skade, når vi kaster den på en antilope”.
”I skal udvikle kasteskyts, der kan penetrere huden og gå dybt ind i dyret. Sten dur ikke” svarede Marbas.
”Hvad skal vi så kaste med?” spurgte Nifinger uforstående.
”I skal samle stor vægt eller stor fart bag et spidst objekt, som trænger ind i dyret. Hvis I fastgjorde en meget spids og skarp sten til spidsen af en lang tung gren og så kastede grenen mod dyret, så kunne I nedlægge det. Men grenen ville skulle være afbalanceret og det ville kræve en hel del øvelse at ramme” svarede Marbas.
”Jeg tror, at jeg forstår hvad du mener. Ja, det kunne faktisk fungere!” sagde Nifinger glædesstrålende.
”Tak Marbas! Du er nu fri til at gå igen.” sagde Nifinger.
Åndebilledet blegnede og forsvandt i løbet af få sekunder og efterlod kun stanken.
Således lærte mændene om brugen af et spyd. Senere skulle de igen kontakte Marbas og der lærte de om brugen af bue og pil.

                                                                16
Dagen efter var det Lille Bjørns tur. Han skulle fremmane ånden Orobas, som kan fortælle om guderne og verdens skabelse.
Igen udførte han først forjagelses-ritualet og derefter fremmanings-ritualet, hvorunder han benyttede åndens navn og symbol.
Et billede dukkede op igen i samme område af hulen som sidst. Billedet flakkede og var utydeligt i begyndelsen, men efter nogen tid fremstod billedet af en hest. Stanken var stærk. Billedet vekslede gradvist over til at blive et billede af en mand. Det var en høj tynd mand med langt skæg. Han bar en dragt af skind ikke ulig den som Lille Bjørn selv havde på.
Lille Bjørn: ”Du er Orobas, som jeg har kaldt?”
Orobas: ”Ja, det er jeg. Hvorfor har du kaldt mig, menneske?”
”Jeg vil vide hvordan den verden Jeg lever i blev skabt i begyndelsen” sagde Lille Bjørn.
”Den verden du lever i er kun den laveste af syv verdener” sagde Orobas ”og den blev skabt af den yngste af syv brødre. De var sønner af Den Ene Uforståelige, som var både deres mor og far. Deres navne var:
Den første og ældste hed Styrke
Den anden Mod
Den tredje Håb
Den fjerde Glæde
Den femte Kærlighed
Den sjette Vilje
Den syvende og yngste Begær.
De syv brødre skabte hver deres verden i deres eget billede. Og da de var færdige trak de sig tilbage til Den Ene Uforståelige.”
Lille Bjørn: ”Hvis den yngste søn ikke regerer over den verden han har skabt. Hvem gør så?”
Orobas: ”Da Begær forlod verden overlod han det til stjernerne at vogte over den. Men de ville alle sammen være den øverste og kunne ikke enes. Ud af al balladen opstod Kaos, som så i stjernernes sted regerede verden i 3 tidsaldre. Kaos hensank med tiden i letargi. Han gjorde derfor ingen ophævelser da Lyset, en yngre bror til Kaos’ ægteviv Mørket, tilranede sig magten. Den Lysende er endnu den, der regerer vores verden i dag.”
Lille Bjørn: ”Her på jorden regeres vi dog af Fauna og Flora, ikke sandt?”
Orobas: ”De blev givet jorden af Mørket og hun har et godt forhold til sin bror, så han har ikke frataget dem jorden igen.”
Lille Bjørn: ”Tak Orobas, for dine svar. Du er fri til at forlade os igen.”
Billedet blev blegere og forsvandt.

                                                                 17
En måned var Lille Bjørn og Nifinger hos Mor Rose. De nåede at øve alle tre ritualer mange gange og lærte om mange ånder og deres navne og symboler. Nogle ånder krævede en form for betaling i form af mad eller andet. Det skulle som regel brændes eller smides i en flod eller sø. Andre ånder krævede ikke noget til gengæld for deres hjælp. De lærte mange ting af ånderne og havde udsigt til at lære meget mere når de kom hjem og selv i årene fremover kunne fortsætte med at udføre ritualerne.
De færdiggjorde det ekstra kammer til Mor Roses hule og tog en tårevædet afsked med hende. Blot et par år senere hørte de at hun var død og det gjorde dem meget triste.
Efter i alt 10 ugers fravær vendte mændene hjem til deres stammer. Der blev de modtaget med den glædelige nyhed, at man havde sluttet fred med Løvemankeslægten og nu var på venskabsfod med dem. Initiativet var endda udgået fra løvemankerne selv, der havde sendt en tremandsdelegation.
I de kommende måneder og år forbedredes Lille Bjørns og Nifingers stammers liv betydeligt pga. de ting de havde lært og endnu lærte af ånderne. De og andre stammer af mennesker udkonkurrerede efterhånden helt aberne i deres områder. Ja, aberne indgik med tiden ligefrem også på menneskenes spisekort.
Slut!