Jeg har fornylig foretaget to astralrejser, som jeg gerne vil delagtiggøre jer i:
Astralrejse til Lucifer på det Buddhiske plan: d. 15/9 - 2014
Jeg ligger på sengen. Mit astrallegeme stiger op og ud af min krop, vender sig om og ser ned på mig. Mit astrallegeme stiger op gennem lys til det når hvad der virker som et træloft, lavet af gamle solide planker. Det er adskillelsen mellem det fysiske og det astrale plan. Jeg finder en åbning og fortsætter igennem. Opad, opad til jeg når et træloft igen. Det er adskillelsen mellem det astrale og det mentale plan. Jeg finder en åbning og fortsætter. Opad, opad til et nyt træloft. Det er adskillelsen mellem det mentale og det buddhiske plan. Jeg finder en trappe i træ, kravler op ad trappen og er nu på det buddhiske plan. Jeg ser mig om og et stykke væk er en stærkt lysende engel – det er Lucifer!
Han er helt lysende undtagen øjnene, som er kulsorte. Jeg bevæger mig hen til ham. Han tager fat i mine skuldre og løfter mig op. Vi svæver i luften. Han giver slip på mig, men jeg svæver fortsat lige ud for ham. Han siger: ”Hvis du bliver i mit lys, kan du flyve og vil aldrig dø!” Så kommer der en anden engel, lige så lysende som ham, hen til os og jeg får at vide, at det er Beelzebul og at Lucifer og Beelzebul er tvillingebrødre. Beelzebul vil tage mig med sig, men Lucifer insisterer på at jeg bliver hos ham og Beelzebul fortrækker.
Lucifer siger: ”Se!” Han sender en stråle af lys skråt opad. Lyset rammer en smuk by med mægtige bygninger. Men folk der er i lænker og bliver pisket af mørke uhyggelige skikkelser. Lucifer siger: ”Det er det de kalder Guds stad. Det ny Jerusalem.” Så sender han en stråle af lys skråt nedad. Lyset rammer en gammeldags by med træhuse. Jeg ser der at folk arbejder, spiller kort, elsker hinanden, er utro, griner og græder. Det virkede som folk, der levede et almindeligt liv. Lucifer siger: ”Det er det de kalder Helvede.”
Nu peger Lucifer i en bestemt retning, hvor jeg ser en vej, der synes at gå igennem hele verden. Ja, hele verden kan man se og vil opleve på den vej. Lucifer siger, at jeg skal gå ad den vej. Men først skal jeg afkaste mit ego og bevare fuldstændig ren bevidsthed. Ingen tanke, ingen mening, ingen dom. Jeg skal gå ud ad den vej og se verden. Kun det. Og jeg forlader ham og jeg går og går. Jeg ser verden uden filter og vurdering og jeg forundres. Jeg føler hverken glæde eller sorg eller angst. Jeg føler allerhøjest en vis tilfredshed og megen forundring og en usigelig lethed i kroppen. Jeg går og går gennem verden indtil jeg pludselig er tilbage i min krop igen.
Astralrejse til Fylden på det monadiske plan: d. 22/9 – 2014
Jeg ligger på sengen. Mit astrallegeme stiger op og ud af min krop, vender sig om og ser ned på mig, som jeg ligger der. Jeg stiger baglæns op mens jeg kigger nedad indtil min ryg støder imod noget hårdt. Jeg vender mig om og ser et mørkt materiale over mig. Jeg flyver langs med det, indtil jeg når ud til en kant. Jeg ser at materialet, der i øvrigt minder om sort hård plast her mødes med andre sektioner af lignende kæmpemæssige flader. Det er som om jeg er der hvor de syv planer mødes ude i kanten og hvorfra de spreder sig ud af og kommer længere og længere bort fra hinanden. Jeg kravler rundt om kanten og når derfra hurtigt til det astrale plan. Jeg hopper op og får fat i kanten på den næste plade, hiver mig op og kravler op på det mentale plan. Jeg kigger opad og væk fra kanten og ser lysende skikkelser svæve i det fjerne. Så gentager jeg proceduren og kravler op på det buddhiske plan. Igen hopper jeg op, griber fat, kravler op og er på det spirituelle plan. Jeg gør det igen og er på det guddommelige plan og igen og er på det monadiske plan.
Først er der helt stille, da jeg rejser mig op fra kanten og kigger ind mod centrum af planet. Jeg går fremad og opfatter efterhånden noget lys og en summende lyd, lidt som statisk støj. Lyset bliver stærkere indtil jeg pludselig er inde i det. Den summende lyd består i virkeligheden af tusindvis af stemmer og lydindtryk blandet sammen. Synsindtryk opstår og forsvinder. Jeg ser mennesker og ansigter komme og gå. Jeg griber fat i en arm. Jeg holder den i kort tid, så forsvinder den som sand imellem mine fingre. Jeg griber fat i kraven på en mand i et gråt jakkesæt. Jeg holder ham fast lige foran mig. Men hans ansigt og jakken blæser bort fra mig, som støv i vinden. Alt her er en evig bliven til og forsvinden. Luften selv er på en gang tyk som i en tyrkisk sauna og frisk som bjergluft. Tusinder af billeder flimrer forbi. Intet er bestandigt. Men stedet er helt elektrisk af energi.
Jeg når til et sted hvor der er en åbning i gulvet. Lys strømmer ned i hullet og jeg forstår, at her igennem næres de seks lavere planer med energi. Ja, alt hvad der er på de nedre planer er kommet herfra. Jeg suges selv ned i hullet og lander igen i min krop.
Man Okt 06, 2014 9:31 am
