S. Connolly

Er der nogen herinde, der har et nærmere kendskab til forfatteren S. Connolly? Jeg har en enkelt af hendes bøger: Drawing Down Belial, som jeg synes er ganske god, med en del praktisk anvendelig magi. Den er ikke ret tyk. Men nu har jeg set mig varm på en af hendes andre bøger: The complete book of demonolatry. Den er på over 400 sider. Da var det, at jeg ville høre om andre har gjort sig erfaringer med før omtalte forfatter og kan anbefale eller fraråde, at jeg giver efter for min lyst til at investere i dette digre værk.

Den første bog jeg læste af S. Connolly gav mig et rigtigt dårligt billede af hende. Hun har sidenhen skiftet opfattelse af magi i hendes nye bøger. Jeg var helt vild med hendes 'Keys of Ocat'. Den første bog som gav mig den dårlige indgangsvinkel til hende var en bog som var en slags moderniseret udgave af Lemegetons Goetia, og den var efter min mening lige til at lukke op og skide i. Hun overfortolkede alle de 72 ånders egenskaber, og hvad de kunne gøre for magikeren, til almene hverdagspsykologiske ting. Hendes overrationelle attitude til det dengang, endte med at tage alt magien ud af det, og endte med en selvhjælppsykologisk udgave af det gamle grimoire. Jeg blev direkte sur af at læse den. Jeg gav vist bogen væk, da det enten var det eller smide den i skraldespanden.

Men som sagt, så kan jeg godt lide noget af hendes nye. 'Keys of Ocat' var mega god, efter min mening.

Ok. Tak for info. Hun skriver lidt anderledes end man er vant til når man læser okkulte bøger. Hun bruger et mere dagligdags og "nede-på-jorden"-sprog. Det er både godt og skidt. Man kan forstå hvad hun siger, men som du siger kan det også tage lidt af magien ud af det. Den bog jeg tænker på at købe er: The complete book of demonolatry. Jeg regner med at købe den, så må vi se om det er en af de bedre.

Den bog kan du sagtens købe.

Har den selv og en del andre af hendes bøger. Bogen indeholde stort set alt hvad du skal for at komme igang. Basis info om daemoner, historie om demonolatry, måder du kan arbejder med dem på, plus og det er jeg rigtig godt kan li ved bogen. Bog kurser, hvor man gennemgår nogle øvelser som efterhånden som man kommer længere end i bogen bliver mere udfordrende.
Selv tog jeg nogle af de indledende kurser på et forum, som desværre ikke er aktivt mere. Men jeg har lagt øvelser ud på dette forum og nogle af mine erfaringer kan du læse på min hjemmeside som nok snart skal blive opdateret

Kan godt li det sprog hun bruger, det er lidt forståeligt og ikke så meget bullshit. Om man så syntes det fjerner magien, er en smagssag. Hun har forresten også en del videoer på youtube hvor hun forklare kort nogle ting om demonolatry.

Jeg startede selv med at læse demonolatry goetia, den startede det hele.

Den vidste mig en hel ny, for mig, måde at arbejde med daemoner på, jeg havde altid haft det lidt svært ved de helt store ritualer og det med at true entiteter der efter sigende skulle være være væsentligt stærkere og mere vise end os.

Jeg tror at jeg er blevet misforstået. Jeg har intet imod hendes måde at formulere sig på. Hendes meget kontante og lige til sagen måde at skrive på passer mig fint. Nu har jeg som skrevet ikke længere den bog som jeg første gang læste, så jeg kan ikke komme med et specifikt eksempel på hvad jeg mener. Det jeg mente med at magien blev taget ud af det, er når en åns egenskaber bliver overfortolket til at betyde noget betydeligt mere mundant end det rent faktisk står skrevet. Som fx at en ånd siges at give dig penge, at forfatteren så fortolker at det der menes her er at magikeren går igennem en psykologisk udvikling der gør at magikeren er mere udadvendt og mere præsentabel, og mere villig til at gå efter success og derfor mere sandsynligvis får et nyt arbejde... Sådan overfortolkninger hvor at man gør det til en slags psykologi, det er det jeg mente med at tage magien ud af det. Men igen, jeg har ikke noget specifikt eksempel da jeg ikke har bogen længere...og nu hvor at jeg kigger på min Amazon.co.uk historie, så begynder jeg at spekulere på hvor vidt det ikke var Michael Fords bog jeg forveksler med S. Connolly... Hvis at det er så beklager jeg meget!

Hmmm...eller måske en helt tredje demonolatry forfatter... Igen kan sgu ikke længere huske det specifikt... Jeg ved bare at hendes senere nekromantia værker var vildt gode efter min mening.

Jeg kan tage fejl, men ligesom den beskrivelse du kommer med hvordan daemonen bliver fortolket lyder ikke som demonolatry goetia, som er så vidt jeg ved den eneste bog hvor hun beskriver hvad den enkelte Daemon kan hjælpe med.

Men Michael Ford har også skrevet en del bøger om arbejde med daemoner

Ja, nu har jeg i hvert fald bestilt bogen. Så bliver det spændende at komme i gang med det her dæmondyrkelse eller hvordan man nu skal oversætte demonolatry. Jeg vil give SilvaVirus ret i at det er lidt mærkeligt at man i mange grimoires skal true dæmonerne, som man jo netop ønsker hjælp fra, til at makke ret. Jeg vil hellere samarbejde med dem og betragte dem som grundlæggende venligtsindede eller i hvert fald neutrale.

Jeg føler mig ærlig talt også underligt tilpas med at true ånder. Eller nogen som helst for den sags skyld. Men jeg ser det som at være noget de kristne magikere som skrev grimoirene misforstod. Sådan som jeg ser det så handlede det slet ikke om at true onde dæmoner som ellers vil lyve og snyde ved hver mulighed, men istedet at det handler om at binde ånden og hele universet til at følge ens vilje i den specifikke sag. Jeg tror slet ikke at funktionen at binde (og derigennem at true) var til fordi at ånden ville lyve eller var ond, men bare at det var en vigtig del af processen for at få din vilje konsekvent fuldført så ofte som muligt. I papyrierne som jo er en stor del af det grimoirene er kommet ud af, er det at binde ånder et vigtigt aspekt af den magiske process, og det var fuldstændigt ligegyldigt hvilken type ånd der var tale om. Guder blev også bundet i magi. Så den måde som jeg hælder mest til at forstå det som, er at det slet ikke er ment som en respektløs eller fjendtlig handling, men mere som i at magikeren sætter dagsordnen for hvad der nu skal ske, og at alt i eksistens derfor simpelthen "skal" følge med, fordi at der kun er plads til at tingene skal ske på den måde du i ritualet har bestemt. Alt der er imod det har ikke nogen plads. Eller det ser ihvertfald ud til at være mentaliteten af den succesfulde praktisør uanset om det var en hedning, en kristen, eller hvad end han/hun var. Men selv i situationer hvor at man binder ånder og truer dem, er man ofte stadig respektfuld overfor ånden ved at tale høfligt og respektfuldt, og venligt til den når den viser sig, og ofre noget til ånden for at glæde den og ære den, og det er bestemt også noget man ser i grimoirene.

Så jeg tror at vi ligger noget helt andet i det end hvad er intentionen med det. Men altså jeg har også selv svært ved at sluge det at skulle true i et ritual. Jeg tror bare at det er en unødvendig begrænsning jeg har erhvervet mig, når alt kommer til alt.

Det kan godt være du har ret. Du har mere erfaring med at arbejde med dæmoner end mig. Jeg har hidtil opfattet dette med at true dæmonerne til at makke ret som en hyklerisk, kristen eller jødisk fernis, der var lagt henover nogle ritualer, der i virkeligheden var ældre end kristendommen og jødedommen. Den kristne eller jødiske magiker ville gerne opnå de ting dæmonerne kunne give, men de ønskede ikke at blive set som givende sig selv Satan i vold. Derfor bad de først længe til Gud og bad ham binde dæmonerne til magikerens vilje. Og bagefter sagde de så til dæmonen at han kunne gå. "Maureren har gjort sin pligt. Maureren kan gå" som det hedder i Shakespears Othello. Meget nedværdigende for Othello og meget nedværdigende for dæmonen.

Det er meget tydligt ikke noget som er kommet ud af kristendommen, og det tyder heller ikke på at være kommet ud af jødedommen heller. Hvis altså at man ser på de ældre skrifter samt folketraditioner rundt omkring. Det er en meget gengående ting rundt om i verden, at det er magikeren som bestemmer, og binder og nogle gange truer ånderne til at gøre hvad der bliver sagt (Ikke så meget pga. at de er onde væsner, men for mig at se fordi at det er den måde traditionen altid har sagt er den mest effektive måde at få resultater). Og at ånderne er mægtigere end magikeren eller ej ser tilsyneladende ud til ikke at have nogen relevans for om magikeren kan kommandere dem eller ej. Eller det er ihvertfald hvad jeg får ud af at studere emnet. Magt er jo også en kompleks ting her. Bare fordi at håndværkeren er den med musklerne er ikke ens betydende med at han er den som har mest magt i firmaet. Men det er også en gengående ting at give ofringer og være respektfuld overfor ånden når den viser sig. Det er naturligvis også en del af det i grimoirene.

Hvad jeg selv har oplevet med hensyn til det er:
Ærkeenglen Michaels kommentar til min konjuration fortolkede vi som at være sarkastisk. Konjurationen handlede om at binde Guds navn i lænker. Han gav ikke indtrykket at være fornærmet eller noget. Bare at hans kommentar var lidt kritisk på den sjove måde.

Jeg har også flere gange fået det intuitive indtryk midt i det at påkalde en ånd, at jeg bør være mere "forceful", bestemt og kommanderende i min måde at kalde på. At jeg ikke skal kalde som et lille barn der kalder på sin mor.

Og uanset hvor meget en ånd vil blive fornærmet over at blive bundet og truet eller ej, så tvivler jeg stærkt på at den ånd har et problem med selv at kalde på en sådan måde, så...og så tror jeg selv at det som de respektere mest er en stærk vilje fremfor om du er en sød person.

Men bestemt noget jeg gerne vil forhøre mig om de næste gange jeg fremmaner en ånd. Det er bare så længe siden. Har i mega lang tid haft vildt svært ved at samle viljestyrken til at lave noget stort, så jeg ved ikke hvornår det bliver.

OK. Jeg forstår at det går længere tilbage end kristendom og jødedom, det med at binde dæmonerne. Jeg er lidt ny inden for det med dæmoner. Jeg tror, at jeg selv vil gribe det an på den måde at jeg vil betragte mit forhold til dem som "noget for noget". Jeg giver dem offergaver og min respekt og tilbedelse og de hjælper mig til gengæld med et eller andet. Et mere ligeværdigt forhold. Ikke truende fra min side. Men heller ikke krybende foran guden som i de monoteistiske religioner.

Bogen kom med posten og jeg læste den igennem i løbet af en uge eller to. Jeg må sige at jeg er hooked på det her dæmondyrkelse/demonolatry. Jeg kan godt lide den blend af religion, hermetisme og magi som det indeholder. Ritualerne er forholdsvis simple og overskuelige, hvilket passer mig godt. Jeg bliver let lidt kyst, når jeg læser om Golden Dawn ritualer og andre, som virker så indviklede på mig.

Jeg skulle så vælge en skytsdæmon, lærte jeg fra bogen, og jeg valgte Belial, som jeg længe har følt en vis tiltrækning til (ved ikke rigtig hvorfor, der er bare et eller andet ved ham som virker fascinerende på mig). Jeg udførte et ritual, som beskrevet i bogen, for at opnå hans anerkendelse af mig, som under hans særlige beskyttelse. I ritualet indgår at afbrænd et stykke papir med dæmonens sigil på. Jeg udførte ritualet udenfor på terrassen og havde stillet en lille skål midt på et glasbord til at afbrænde sigilet i. Her skete der noget som virkede overnaturligt på mig. Det er en af de få gange jeg har oplevet sådan noget så direkte. Skålen med det brændende papir kurrede fra midten af bordet ud til kanten i min retning, hvor den stoppede fordi bordet har en kant. Bordet var dækket af fugt fra den kølige morgenluften og der kan sikkert gives en eller anden naturvidenskabelig forklaring, hvis man leder efter den. Men at den lige kurrede over til mig og ikke i modsat retning, virker alligevel ret påfaldende. Jeg tog det i hvert fald som et tegn på at Belial havde anerkendt mig.

Nice resultat!
Og tak fordi at du delte det Der kan jo altid være flere fortolkninger af en begivenhed, så det er jo altid et spørgsmål om hvordan man selv vælger at dømme det ud fra ens intuition og nuværende verdensbillede. Selv hvis at en kæmpe surrealistisk by ville visse sig klart på himlen for alle at se, ville det stadig kunne forståes ud fra almindelige eller semi almindelige årsager. At det skete lige netop på det tidspunkt, og at det var i din retning, og at din 'intuitive-sense is tingling', så vil jeg også mene at det højst sandsynligt er sådan det skal forståes.

Og hvis at jeg skal bedømme hvordan Belial arbejder, ud fra min egen begrænsede erfaring med ham, så kan han vist godt lide at være lidt over the top med hans måder at manifestere på. Eller også er det måske bare sådan det passer bedst for en så mægtig ånd at manifestere på, I dunno. Jeg kan ihvertfald godt lide Belial

Tak for svaret! Det glæder mig at andre også fortolker det på den måde.