Mine teorier II - Frelse

Hej igen.

I denne del vil jeg gennemgå mine teorier frelse.

Frelse er et begreb der oprinder i Abrahamiske religioner, dvs. Jødedom, Kristendom og Islam. Dette er religioner hvor det guddommelige og det menneskelige er i skarp kontrast til hinanden, primært gennem begrebet synd. Synden er overtrædelse af en moralsk orden der er sammensat af det guddommelige.

Synden er hvad adskiller mennesket og gud på et sådant plan at sjælens velvære er i fare for at blive underkastet en evig straf for sine forseelser. Her kommer den frelsebringende skikkelse ind i billedet.

Vi kender alle sammen Jesus fra Nazaret, verdens frelser, Guds lam osv. I de kristnes øjne er Jesus den lovede Messiahs der skal genoprette Israel, og én gang for alle sikre at jøderne (og verden) reddes for den syndige mands skæbne (dvs. helvede).

Så er der Muhammed, profeternes segl osv. Selvom det ikke fremgår nogen steder at Muhammed er en frelsebringende skikkelse, kan man alligevel hævde at hans overlevering af Koranen og Hadith sikrer at frelse får indgang i verden og mennesket igen kan kende Gud.

Zoroaster er ligeledes en sådan skikkelse. Han er profeten der gav det gamle Assyriske rige, Parthien og dele af Indien, Avestaen. Skriftet der fortalte om hvordan Den gode engel ville triumfere over Ahriman, skyggeherren, og at sjælens skæbne afhænger af gode og onde gerninger gjort i livet.

Mithras er ligeledes en frelserskikkelse. Han dræber tyren og genopretter balance. Krishna er hinduernes "frelser" og så er der Buddha, der ved sit eksempel på oplysthed viser mennesket vejen til "frelse".

Frelse er altså en redning fra alt det onde vi har gjort, men denne frelse er ikke noget vi formår selv at opnå. Vi har brug for en frelser der kan gøre alting godt igen.

Men! Synd og dyd er produkter af en adskillelse af gud og mennesket. Jeg står gerne frem og bekender at jeg ikke altid har rent mel i posen, men at det ligefrem adskiller mig fra det guddommelige? Meget af det der fremstilles som synd er noget der ligger i vores natur, noget der er helt uundgåeligt at gøre sig selv skyldig i. Jeg tror at naturen i sig selv er en theophani, så derfor kan mine "udskejelser" ikke fordømme mig. Det ligger i min natur at have lyst til visse ting. Der hvor jeg kan gøre mig skyldig er hvis jeg forbryder mig mod mine medmennesker ved decideret at gøre dem ondt med totalt konsensus.

Er frelse så nødvendig? Nej. Vi er i stand til at gøre godt og ondt, men at det ligefrem kan fordømme os til helvedes ild eller paradisets uendelige glæde? Eftersom vi er en del af naturen, kan intet vi kan gøre stille os i dårligt lys hos guderne. Vi kan dog være en skiderik i vores medmenneskers øjne.

Husk på at synd er noget Abrahamiske religioner har opfundet. Helvede/Sheol er produkter af hierakiske religioner, hvor et elitært præsteskab ofte sidder på udformelsen af teologien (se evt. dogmet om pavens ufejlbarlighed Ex Cathedra) og virker som formidlere mellem gud og mennesket. Dette er ikke for at udlægge nogen specielle religioner. Bare observationer.

For at opsummere.

Frelse er noget der udspringer af religioner hvor mennesket og gud(er) og adskilte gennem synd og fejlbarlighed. Frelsen kommer gennem en skikkelse der ofte er en hierofani sent til at formidle/forløse/vejlede mennesket. Inden for naturreligioner og polyteisme er frelsebegrebet ikke relevant da naturen i sig selv er god og synd ikke eksisterer. Dog kan vi stadig være gode og onde, men vi dømmes ikke af andre end vores medmennesker.

Kom med JERES tanker om frelse - har vi brug for det? hvorfor skal vi frelses?

mvh

Mithras

TEKST SLETTET

Hej LKN

Mange tak for dine responser:) Du sætter tanker igang hos mig.

Hvor vi nok ikke er så forskellige i vores opfattelse omkring frelse er i arvesynden. Jeg mener også at Adam og Evas synd er forbeholdt dem alene, og kan ikke nedarves til kommende generationer. Et lille barn fødes uden synd ind i verden, og først med årene "falder" det.

Jeg kan helt sikkert se visdommen i dit "point-system". Jeg mener også at vi burde gøre hvad der er godt, uanset om det er for at tjene "point" hos gud eller bare gøre det gode for det godes skyld. Men mennesket er jo også i stand til at gøre godt selvom det ikke overholder 613 bud og elsker alle. Hvad der er gået hen og blevet til vestlig solidaritet og moral er oprindet i kristendommen, og det er jeg glad for. Kristendommen og jødedommen siger mange fornuftige ting om hvordan man bør opføre sig, men hvordan ville vores samfund se ud hvis kristendommen ikke blev udbredt? Ville vi stadig ofre folk i moser og mene at det er o.k. at slå et andet menneske ihjel fordi han har besudlet din ære?

"Men handler vi forkert så tror jeg at vi skal erkende at vi har gjort noget forkert, og at vi derved også gennem bøn og tilbedelse hvor vi acceptere at vi har gjort noget forkert kan blive ”tilgivet” (uden det skal forstå i kristen kontekst)". Her beskriver du lidt bodens sakramente. jeg ved ikke om du nogensinde har prøvet at skrifte, men det er nogenlunde samme proces som du her beskriver. Og jeg er enig med dig. Men jeg mener ikke at det skal være formålet med livet at selvransage sig selv ud i uendelighed. Så glemmer man at leve livet. Min skriftefader sagde engang at man ikke kan leve livet uden at få lidt snavs på hænderne, og de synder man har begået kommer man med sikkerhed også til at begå igen (som du også skriver).

Men har jeg ret i at vi begge mener at vi som mennesker ikke behøver en frelser? En forløser der kan tale vores sag hos det guddommelige - eller har jeg misforstået noget?

Jeg kunne godt tænke mig at høre mere om dine tanker omkring magi! Du er den første "kristne" jeg har mødt der taler fór praktisering af magi.

mvh

Mithras

Citat :

Hvor vi nok ikke er så forskellige i vores opfattelse omkring frelse er i arvesynden. Jeg mener også at Adam og Evas synd er forbeholdt dem alene, og kan ikke nedarves til kommende generationer

Det har du ret i

Citat :

Her beskriver du lidt bodens sakramente.

Det er også rigtigt, der er nok et par ligeherder. Men den store forskel er så at jeg synes det er fint at katolikker kan gå til en præst og "udøve" bodens sakramente, men jeg tror ikke at det er nødvendigt med en præst, da det er Gud som tilgiver "synden".

Citat :

Men jeg mener ikke at det skal være formålet med livet at selvransage sig selv ud i uendelighed

Det skriver jeg skam heller ikke, for her er jeg også enig med dig. Hvis det hele handler om at få tilgivelse så bryder man lidt det glade forhold
som jeg mener der kan opstå mellem et menneske og det guddommelige.
For at citere mig selv:
"Det skal lige siges at jeg hermed ikke mener, at vi skal bekende vores ”synder” og gå til ”skrifte” hver dag, men at vi dog skal tage det i betragtning for at blive bedre mennesker."

Citat :

Du er den første "kristne" jeg har mødt der taler fór praktisering af magi.

Her vil jeg gerne lige fremhæve at jeg ikke bryder mig om at blive kaldt kristen. Jeg har ikke noget imod kristne, men min tro adskiller sig meget fra deres på mange områder. Og jeg har altid ment; Er man kristen så er man kristen, man er det ikke halvt.
Altså vil jeg ikke kalder mig selv for kristen

Vh

LKN

Ps. jeg vil gerne skrive mere om mit syn på magisk praktisering, men ikke lige nu. Måske senere i dag.
Men hvad er det du gerne vil høre? Hvis du forstår hvad jeg mener

Glemte lige denne:

Citat :

Men har jeg ret i at vi begge mener at vi som mennesker ikke behøver en frelser? En forløser der kan tale vores sag hos det guddommelige - eller har jeg misforstået noget?

Du har helt ret, så vi mener det samme. Men som jeg skrev tror jeg det er godt for folk at have et forbillede.
Som buddhister har Buddha og kristne har Jesus (til dels, han er jo også Gud i deres øjne). For på den måde er det nok for mange nemmere at udleve et godt liv.
Men en "frelser" behøves ikke. Jeg har f.eks. ikke selv en

- "Her vil jeg gerne lige fremhæve at jeg ikke bryder mig om at blive kaldt kristen. Jeg har ikke noget imod kristne, men min tro adskiller sig meget fra deres på mange områder. Og jeg har altid ment; Er man kristen så er man kristen, man er det ikke halvt.
Altså vil jeg ikke kalder mig selv for kristen" -

Det må du undskylde... Jeg satte det i gåseøjne for at undgå misforståelser. Jeg undskylder mange gange.

Jeg vil gerne høre dine tanker omkring magi helt generelt, dens praksis, betydning etc.

mvh

Mithras

Du skal ikke undskylde Du kunne jo ikke vide det.
Men da du vælger at sige undskyld, tager jeg imod det og du er hermed
"tilgivet", hehe

Jeg vil gerne skrive om magien i forhold til min tro, men det bliver lige lidt senere.

Vh

LKN

TEKST SLETTET

Interessant læsning:)

Jeg har selv "religiøs baggrund" i katolicismen, men jeg har aldrig set eukaristien som et slags magisk ritual, selv om jeg ser logikken i det nu:P

En form for "påkaldelse" sker ligeledes ved firmelsen, hvor man anvender en speciel olie der bliver konsekreret i påsken til at "påkalde" helligånden til at tage bolig i firmanderne. Nu når jeg tænker over det, er både ortodoks og katolsk kristendom jo fyldt med ting der kan perspektiveres over på hedensk og okkult praksis...

Ganske spændende! Håber du vil uddybe (hvis du har mere) og måske starte en "mine teorier III"-tråd om magi?

mvh

Mithras

Citat :

Nu når jeg tænker over det, er både ortodoks og katolsk kristendom jo fyldt med ting der kan perspektiveres over på hedensk og okkult praksis...

Det er så sandt som det er sagt

Citat :

Ganske spændende! Håber du vil uddybe (hvis du har mere)

Hvad med dig selv (og alle andre brugere af forummet)? Du må vel også have en mening om magi ud fra din religiøse anskuelse af verden
Ved ikke lige helt om der er mere jeg sådan synes jeg skal skrive. Men kommer der et eller andet, så skal jeg nok dele det med dig.

Vh

LKN

Mithras skrev:

Hej igen.

I denne del vil jeg gennemgå mine teorier frelse.

Frelse er et begreb der oprinder i Abrahamiske religioner, dvs. Jødedom, Kristendom og Islam. Dette er religioner hvor det guddommelige og det menneskelige er i skarp kontrast til hinanden, primært gennem begrebet synd. Synden er overtrædelse af en moralsk orden der er sammensat af det guddommelige.

Synden er hvad adskiller mennesket og gud på et sådant plan at sjælens velvære er i fare for at blive underkastet en evig straf for sine forseelser. Her kommer den frelsebringende skikkelse ind i billedet.

Vi kender alle sammen Jesus fra Nazaret, verdens frelser, Guds lam osv. I de kristnes øjne er Jesus den lovede Messiahs der skal genoprette Israel, og én gang for alle sikre at jøderne (og verden) reddes for den syndige mands skæbne (dvs. helvede).

Så er der Muhammed, profeternes segl osv. Selvom det ikke fremgår nogen steder at Muhammed er en frelsebringende skikkelse, kan man alligevel hævde at hans overlevering af Koranen og Hadith sikrer at frelse får indgang i verden og mennesket igen kan kende Gud.

Zoroaster er ligeledes en sådan skikkelse. Han er profeten der gav det gamle Assyriske rige, Parthien og dele af Indien, Avestaen. Skriftet der fortalte om hvordan Den gode engel ville triumfere over Ahriman, skyggeherren, og at sjælens skæbne afhænger af gode og onde gerninger gjort i livet.

Mithras er ligeledes en frelserskikkelse. Han dræber tyren og genopretter balance. Krishna er hinduernes "frelser" og så er der Buddha, der ved sit eksempel på oplysthed viser mennesket vejen til "frelse".

Frelse er altså en redning fra alt det onde vi har gjort, men denne frelse er ikke noget vi formår selv at opnå. Vi har brug for en frelser der kan gøre alting godt igen.

Men! Synd og dyd er produkter af en adskillelse af gud og mennesket. Jeg står gerne frem og bekender at jeg ikke altid har rent mel i posen, men at det ligefrem adskiller mig fra det guddommelige? Meget af det der fremstilles som synd er noget der ligger i vores natur, noget der er helt uundgåeligt at gøre sig selv skyldig i. Jeg tror at naturen i sig selv er en theophani, så derfor kan mine "udskejelser" ikke fordømme mig. Det ligger i min natur at have lyst til visse ting. Der hvor jeg kan gøre mig skyldig er hvis jeg forbryder mig mod mine medmennesker ved decideret at gøre dem ondt med totalt konsensus.

Er frelse så nødvendig? Nej. Vi er i stand til at gøre godt og ondt, men at det ligefrem kan fordømme os til helvedes ild eller paradisets uendelige glæde? Eftersom vi er en del af naturen, kan intet vi kan gøre stille os i dårligt lys hos guderne. Vi kan dog være en skiderik i vores medmenneskers øjne.

Husk på at synd er noget Abrahamiske religioner har opfundet. Helvede/Sheol er produkter af hierakiske religioner, hvor et elitært præsteskab ofte sidder på udformelsen af teologien (se evt. dogmet om pavens ufejlbarlighed Ex Cathedra) og virker som formidlere mellem gud og mennesket. Dette er ikke for at udlægge nogen specielle religioner. Bare observationer.

For at opsummere.

Frelse er noget der udspringer af religioner hvor mennesket og gud(er) og adskilte gennem synd og fejlbarlighed. Frelsen kommer gennem en skikkelse der ofte er en hierofani sent til at formidle/forløse/vejlede mennesket. Inden for naturreligioner og polyteisme er frelsebegrebet ikke relevant da naturen i sig selv er god og synd ikke eksisterer. Dog kan vi stadig være gode og onde, men vi dømmes ikke af andre end vores medmennesker.

Kom med JERES tanker om frelse - har vi brug for det? hvorfor skal vi frelses?

mvh

Mithras

Nu siger du jo at i naturreligioner er der ingen frelse. I såfald hvorfor skal vi så rette os efter dem? Hvad er meningen med livet så?
Hvad de store verdensreligioner ang så er menneskets sjæl og krop adskilt så meget. Den frie vilje ligger i sjælen så selvom du gør nogle ting fra naturen side af (instinkter) så betyder det ikke nødvendigvis at du synder. Det gør du først hvis du i din sjæl ikke angrer. Det gælde både Islam og Kristendommen.

Hej Lucifer

Jeg vil forsøge at besvare så godt jeg nu kan...

"Nu siger du jo at i naturreligioner er der ingen frelse. I såfald hvorfor skal vi så rette os efter dem?"

Fordi mennesket er et åndeligt væsen der kan have en gudsoplevelse. For nogle ligger deres spirituelle sti hos kristendommen eller islam, hos andre er det med hinduisme, buddhisme, wicca etc. Jeg tror vi vælger hvad der ligesom passer bedst til vores egen verdensanskuelse og hvad der stiller os i "forbindelse" til det guddommelige.

Vi skal "rette os efter dem" fordi det er en naturlig del af vores liv at søge efter en dybere mening/sandhed og fordi ved at finde frem til et fællesskab med samme åndelige værdier vil vi nemmere kunne komme til at opleve det guddommelige.

"Nu siger du jo at i naturreligioner er der ingen frelse"

Det kan godt være at der er frelselignende scenarier - som f.eks. valkyrier der henter den faldne kriger og bringer denne til Valhalla - men frelse er ikke et begreb jeg er stødt på inden for de former for naturreligioner jeg har kigget på. Generelt vil jeg sige at der ikke er en frelse i naturreligioner fordi der ikke er nogen "total fordømmelse" og fordi der ikke er nogen balance der er blevet brudt pga. synd.

"Hvad er meningen med livet så?"

Tjah...meningen er vel med en gave er vel at den skal bruges, så...lev dit liv:)

Med venlig hilsen
Mithras