Hvordan lever vi videre?

Jeg synes det kunne være meget interessant at læse jeres synspunkter omkring hvad der sker med os magikere/okkultister efter døden?

Hvordan tror i vi lever videre?

Personligt tror jeg, at det har meget at sige, hvor stærk ens ånd har været i livet. Jo stærkere ånd, jo mere af en selv, forstået som den personlighed man udtrykte i denne dimension lever videre.
Jo stærkere man er åndeligt jo mere lever sjælen gennem personligheden, og kommer til udtryk derigennem.

Det betyder jo så, at de såkaldte store lærere som f.eks. Michael Kraig lever videre stort set som han var her på jorden - han er nok i færd med at undersøge andre universer. Og hvis vi mødte ham igen her på jorden, så ville han være stort set den samme.

Hvor, min far f.eks. er vent tilbage til 'kilden', da hans ånd ikke var bevidst nok til selv at vælge, hvor den ville hen.
Min far vil ikke være samme personlighed, som den jeg har kendt ham med i dette liv, men der vil 'karaktertræk' som går igen, og som jeg nok vil kunne genkende ham på, hvis vi mødes igen her på jorden.

Mit mål er, at når jeg dør, er jeg stærk nok åndeligt til selv at vælge hvor jeg vil hen.

Hvad tænker i?

Jeg har faktisk aldrig tænkt videre over det, men jeg synes godt om din teori. Har dog hørt om et par andre teorier...
Den ene var, at vores liv her på jorden egentlig bare er en "dagudflugt" for vores alvidende ånd, som ellers eksisterer på et andet plan - indimellem keder ånderne sig, og så vælger de at smutte en tur til jorden med deres "bedste ven" som skytsengel og et manuskript for, hvad de vil igennem her på jorden - når vi når visse knudepunkter i dette manuskript oplever man deja vu

Jeg læste det i en biblioteksbog engang for evigheder siden, som jeg mener hed "Den anden side og tilbage", men kan godt være, jeg tager fejl. Synes det er en sjov teori, men er ikke selv overbevist.

En gammel bekendt påstod, at man skal gøre noget stort her på jorden for at komme i "helvede" - hvormed han mente, der var et efterliv ved navn helvede, hvor alle mennesker, som havde gjort noget stort, endte - det være sig Hitler som Dalai Lama, de endte samme sted. Resten af os var vist lidt ligegyldige, så intet under han havde storhedsvanvid xD (ej fy!)

Selv er jeg stor tilhænger af reinkarnation, dog ikke helt i den forstand, at hvis man har været en skidt person, så bliver man en mus eller orm i næste liv. Måske mere som at man bliver genfødt indtil man tager ansvar for sin spiritualitet og sit selv. Hvad der så sker, når man har opnået det... det kunne passende være, at man kunne "leve" videre på andre planer...

Og så er der den videnskabelige del af mig, som frygter at der intet er, når vi dør. At alt bare bliver sort, og det, der er tilbage, er det aftryk vi måtte have sat på verden...
Vi får se

Det er også et spørgsmål som interessere mig ekstremt meget. Vil meget gerne høre folks perspektiv på det. Der er dog ingen af de hypoteser jeg har stødt på som har overbevist mig endnu.

Jeg betragter alt i universet blot for at være fysiske manifestationer af det åndelige. Der eksisterer derfor i min verden hverken skabelse eller destruktion, men kun ændret eksistens eftersom, at alt åndeligt er evigt. Altså er døden for mig også blot stadiet af ændret eksistens og jeg kan se fænomenet viser sig som det man i østen kalder for genfødsel. Bemærk, at jeg siger genfødsel og ikke reinkarnation.