Forskellige sprog - forskellig kraft?

Hej alle

Jeg kom til at tænke på, om I bruger andet sprog, når I laver jeres ritualer?
Jeg er selv overbevist om at alle sprog kan bruges, og at kraften vil være den samme, hvis man ved hvad man laver. Alligevel kom jeg til at tænke på, om der er nogen, der bevidst vælger at tale et andet sprog end deres fødesprog, fordi de føler, det er mere rigtigt?

Indimellem har jeg selv overvejet at bruge engelsk, men præcis hvorfor, det ved jeg ikke, og jeg har altid gernet ville lære latin, med henblik på at kunne bruge det til ritualer, men i og for sig burde det ikke være nødvendigt.

Hvad med jer andre, holder I jer til nationalsproget, eller skifter i over, når I laver ritualer??

Personligt bruger jeg selv engelsk, når jeg udfører magiske operationer, simpelthen fordi jeg er vant til sproget i mine okkulte studier. Men på det praktiske niveau er det betydningsløst, hvilket sprog man gør brug af. Dog er der naturligvis sprog, der har en intern kraft pga. deres baggrund. F.eks. var hebræisk oprindeligt ikke et sprog, men en samling guddommelige symboler der havde en mægtig kraft, og det var for at ære Gud, at hebræerne besluttede sig for at gøre disse symboler til deres skrivemåde. Dette er den mystiske lære omkring oprindelsen af hebræisk. Det er også denne baggrund for sproget, der gør, at det er brugt så meget i magi. Adskillige grimoires der ikke har nogen jødisk baggrund, gør ihærdigt brug af hebræiske guddommelige navne - YHVH, Adonai, Agla, Ararita, Eheieh osv. Så på trods af at adskillige guddommelige navne på hebræisk godt kan oversættes, er det ikke at anbefale, man gør det bare for at bruge dem på et andet sprog, da de så ikke er nær så kraftfulde. Med mindre man bruger Enochiansk, selvfølgelig, men det er IKKE at anbefale, da dét er alt for specifikt mht. de benyttede kræfter.

Selvom det, som sagt, på det praktiske plan ikke har meget at sige, hvilket sprog du vælger at benytte i dit magiske arbejde, så er det godt at vælge noget, du synes om. Synes du bedst om at gøre det på dit modersmål, er det vigtigt, du gør dette mest muligt (med undtagelse af specifikke ord og navne såsom de hebræiske, Enochianske osv.), da det vil resultere i, dine magiske operationer er mere "in sync" med resten af deres "indhold". Ligeledes... hvis man føler at det at bruge et "specielt" sprog gør det hele "mere magisk", såsom ved at benytte latin, så bør man også gøre dette. Jeg synes f.eks. selv, at forskellige grimoire incantations giver en mere magisk fornemmelse, om man vil, hvis de er på latin (og naturligvis stadig gør brug af de hebræiske guddommelige navne osv.), og derfor bruger jeg gerne dem. F.eks. i grimoiren Heptameron er nogle af de forskellige besværgelser skrevet både på latin og på engelsk, og dertil foretrækker jeg personligt at bruge de latinske.

Men så er spørgsmålet jo så, "hvorfor skulle det lige være så godt, at benytte de sprog man mest føler for i sit magiske arbejde?" Husk på... sindet er ét af de vigtigste magiske instrumenter, for det er igennem sindet mikrokosmos er tilknyttet makrokosmos - det er igennem vores sind at vi er tilknyttet hele universet, og alle de kræfter det indeholder! Derfor er sindet og dets tilstand vigtig i okkult arbejde, og DERFOR har det en kraftfuld effekt på dit magiske arbejde (på godt og ondt), hvis du bruger et sprog, du synes giver dig den rette "magiske" fornemmelse, eller hvis du vælger at bruge noget, du ikke synes nær så godt om, men det er måske mere praktisk/hjælper dovenskaben.

Hvad mener I andre selv? Hvordan påvirker det jeres okkulte arbejde, hvis I benytter andre sprog? Hvilke sprog benytter I selv? Fate, gør du brug af specifikke indianske sprog til tider i dit shamanistiske arbejde??

Jo jeg bruger da de få ord jeg nu kan på indiansk som jeg har samlet op de forskellige steder hvor jeg nu har kunnet finde det... Bruger naturåndernes indianske navne og takker også på indiansk(Mah-doh=tak), men ellers bruger jeg både gammeldags engelsk men også gammeldags dansk... Sproget betyder ikke så meget for mig faktisk. det varriere meget For mig er det mere til at skabe en stemning... ^^

Fate skrev:

For mig er det mere til at skabe en stemning... ^^

Lige præcis!! Og det er DET, der er med til at give den forandring i selve atmosfæren omkring én såvel som éns sindstilstand. Man skal ikke undervurdere det at skabe stemning i magisk (og generelt spirituelt) arbejde.

okay nu har jeg jo så ikke praktiseret så meget endnu, så jeg har ikke rigtig erfaringer med at afprøve andre sprog, men kunne godt forestille mig, at man får nemmere ved det hele, hvis man opløfter stemningen til noget helt særpræget, som fx gammeldags engelsk

For mig er det vigtigste at man føler det man siger uanset hvilket sprog det er på, det er ikke nemt at rejse kraft og energi uden at føle det man siger.
Jeg bruger selv et sammensurium af dansk og engelsk i dejlig blanding fordi jeg tænker på begge sprog og fungerer godt på begge sprog.
Det kan sikkert give en rigtig god effekt at bruge et specielt sprog, men kun hvis man har brugt god ti på at lære det. Hvis man skal tænke over det man siger fjerner det fokus fra ritualet.

Så sandt, så sandt! Som Francis Barret også sagde, kan menneskets ord omstyrte naturen selv, hvis sagt med lidenskabelig standhaftighed! Ord er et form for fremføringsmiddel af de undfangne "billeder", og derfor bør éns ånds kraft udåndes kraftfuldt med hensigtsmæssigt begær.

Med andre ord... idet ord har en sådan æterisk vigtighed, skal man sige, hvad man siger med dedikation og lidenskab, da det ellers blot er tomme lyde man lader falde ud, og så er denne kraft fra ordets æteriske effekt betydeligt mindre. Der skal være intention bag éns besværgelser, påkaldelser osv. og ikke blot tør højtlæsning fra en bog.

Hertil, ifølge hvad jeg har erfaret, benytter forskellige mennesker så gerne forskellige sprog til tider, da det øger stemningen og derved også ens lidenskabelige involvering i, hvad man siger i sine magiske operationer. Men dertil har mange magikere så også altid sagt, at man enten skal kende sproget, eller i det mindste vide hvad besværgelsen eller lign. betyder, da man ellers ikke kan give den ovennævnte lidenskab, såfremt man ikke aner, hvad man plaprer løs om.

well... Jeg Bruger mit eget fremmed ord, som jeg vil kalde "dæmonisk" ligeså meget fordi marxak påvirker mig og føler det øger kraften i mig og det jeg laver.

for mig er det endegyldigt hvilket sprog man bruger, bare man selv forstår det og føler sig bundet i det.

Tillad en højest uvidende, men særdeles nysgerrig sjæl at kommentere dette yderst interessante emne... men Tesposinus...

Kan det virkelig være sandt, at du mener, at intentionen går forud for ordet? Er ordene og begreberne ikke netop de redskaber, der kan gøre os i stand til at se bag om "virkeligheden"? Og er det ikke netop fordi barnet mister ordene under sin opvækst, at det også mister evnen til at se denne "sindets virkelighed" klart?

Når Satan (for nu at tage en kliché) bliver kaldt "den unævnelige" er det så ikke netop fordi selve ordet Satan har en sådan kraft, at alene udtalen af det kan påkalde ham? For hvis intentionen er det primære, vil det jo være lige så problematisk at sige "den unævnelige" som at sige Satan.

Derfor tænker jeg, at der dog trods alt må være en vis forskel i effekten, alt efter hvilket sprog og hvilke begreber man anvender, når man skal udøve magi?

Interessant spørgsmål, Fentowers, og tankeprovokerende måde at anskue anliggendet på.

Lad os se...

Jeg kan sagtens følge dig, i det du siger, og der er helt klart noget om snakken. Set fra den anden side af vinduet, kan man dog sige noget lign. Er det ikke sandt, at der ofte forekommer ting, individet opfatter, som værende så ubeskriveligt det er svært at sætte ord på det? Man kan gøre sig tanker, der kan være svære at beskrive, men at forstå dem er intet problem.

Nu er det ikke fordi, jeg vil gøre det til en filosofisk problemstilling, da man ofte ikke kommer så meget videre med sådant udover samtalen i sig selv. Så lad mig sige, hvad jeg selv oplever i mine praktiseringer, og hvad jeg har lært igennem mine studier...

Hvis "ordet" der tager del i en magisk operation ikke bliver givet med den rette dedikation og lidenskab, så er der rent okkult videnskabeligt kun tale om en lyd, og den visse mængde æteriske kraft "ordet" indeholder. Med den rette "ånd" bag "ordet", bliver sidstnævnte dog animeret, med mangel på et bedre udtryk - der bliver pustet liv i "ordet", "ordet" som er kropsliggørelsen af "billedet". I japanske Mikkyô praktiseringer ser man meget samme behandling af emnet, idet der er tale om tanke, ord og handling (nenriki, jumon, ketsu-in):

• Nenriki (tanke, visualisering)
  Dette er "billedet" Barrett taler om i The Magus. Det er selve "sjælen", om man vil, i handlingen i sig selv - det er herfra selve handlingen har oprindelse.

• Jumon (besværgelse - ordet)
  Det verbale tilknyttet omtalte "billede" kropsliggør det - giver selve denne eksistens form.

• Ketsu-In (håndsegl - den fysiske akt)
  Den sidste del i Mikkyô, er gesturen der sender selve den kropsliggjorte eksistens ud i Universet, hvis man kan sige det på den måde. Dette har sin ækvivalent i de Vestlige Mysterietraditioner i form af rituel handling - brug af tryllestaven, det magiske sværd, daggerten... eller cirkumambulationen, tegning af symbolet æterisk etc.
  

Dette er i hvert fald, hvad jeg har lært igennem årene, og hvad mine egen praktiseringer har vist mig.

Tesposinus

Tesposinus

Nu er dette jo postet under "Magisk Teori", så jeg håber du tilgiver mig, når jeg nu alligevel - for en kort bemærkning - bringer en enkelt filosofisk pointe på banen ... nemlig Wittgenstein's berømte udsagn om at "Wovon man nicht sprechen kann, darüber muß man schweigen". En smuk formulering af en banal men dyb, dyb sandhed: Det vi ikke kan tale om, må vi tie om... Forstået på den måde, at begreberne er det redskab, hvormed vi begriber verden (deraf netop ordet "begreb"). Hvad vi ikke har begreber for, eksisterer altså i en vis forstand ikke.

Når det så er sagt, er jeg dog enig i din betragtning om, at hverken Wittgenstein eller andre sprogfilosoffer bringer nogen egentlig afklaring på det punkt, der interesserer os her. Sprogfilosofferne kan blot konstatere, at sproget udgør en (tilsyneladende) grænse for vores (fælles) erkendelse af verden. Men som du selv nævner, kender vi jo alle til individuelle oplevelser, der rækker ud over det verbale sprog. F.eks. den oplevelse man kan have, når man ser (eller hører, lugter, smager) et kunstværk.

Ikke desto mindre forekommer det mig, at ord - der som kategori betragtet vel i øvrigt må anses som en syntese af de tre interessante, buddistiske områder du oplister? - må være vigtige for vores erkendelse af (og instrumentelle forhold til) såvel det dennesidige som det hinsidige.

Tillad mig i den forbindelse at fremføre en fuldstændig banal, hjemmestrikket teori om forholdet mellem intention og ord i det hindsidige:

Forestil dig en kro, der ligger ved en særdeles afsides landevej, i et særdeles afsides land. Kroen har ikke mange gæster, men ind imellem kommer der alligevel vejfarende forbi.

En dag finder du dig selv stående og banke på kroens store tunge egetræsdør. De tager vel imod dig.

Om aftenen sidder du så, som den eneste gæst du ved middagsbordet på kroen. Rundt om bordet sidder der en række højest besynderlige skabninger, som til dagligt bestyrer kroen. Du beder en af skabningerne om at række dig saltet. Alle rundt om bordet kigger underligt på dig. "Saltet???", det ord har de aldrig hørt før.

"Saltet, hvis De vil være så venlig" siger du igen, og nikker ivrigt i retning af saltkarret, der står i den anden ende af bordet. "Zssltaaart?" siger en af skabningerne prøvende, og rynker på øjenbrynene. Skabningerne begynder sagte at mumle sammen på et fremmed sprog. Eller måske rettere på hundredevis af sprog. For gennem årene - massevis af år - har der været mange, mange besøgende på kroen, som alle har talt forskellige sprog. Og visse brokker har skabningerne da samlet op undervejs.

Pludselig er der en af skabningerne, der ser, at du sidder og kigger længselsfuldt på... saltkarret. "Ahhhh... Saaltat!" udbryder den pludselig, og rækker dig smilende saltet.

Intention og ord smelter sammen. Tanke, lyd og handling bliver til ét, fordi begge parter høfligt anstrenger sig for at prøve at forstå hinanden. Og en vis erfaring med dette må de da have i Sindets Verden. Lige som mennesker i det dennesidige har skrevet variationer af skabningernes navne ned (YHVH, Yahweh, Adonai, Hashem etc., der jo alle er forskellige ord for én og samme kraft, nemlig den kraft de kristne kalder Gud), har skabningerne vel også efterhånden fået en vis erfaring med de ord, vi forbinder med dem.

Well...

Som sagt... en lommefilosofisk tanke. Men jeg syntes nu alligevel, det er en tanke, der er en tanke værd.

Hel sikkert, Fentowers! Jeg synes, det er nogle interessante tanker du gør dig, og jeg synes godt om at tygge på dem. Dog skal jeg ærligt indrømme, at jeg, efter at have læst dit seneste indlæg, ikke er helt med på, hvad din undring er. Om ordene har en kraft i dem selv, og om hvorvidt vi tildeler dem deres kraft via vores dedikerede udråbning deraf? Er det dette, du tænker på?

I så fald så har du fuldstændig ret i begge dele. Dét at vi udtaler/udråber ord/navne med den rette lidenskab i vore magiske operationer, er ikke ensbetydende med, disse ord/navne ikke har nogen kraft i sig selv, og de kun får dette via vores ånd bag udråbningen. Dette mener jeg bestemt ikke er tilfældet, og det er heller ikke min erfaring - ydermere sagde Barrett heller ikke, at det var sådan det forekom sig, hvilket man også opdager, når man læser sektionen om Qabalah i The Magus.

Efter min erfaring har diverse ord og navne forskellig kraft i dem selv. F.eks. som du siger er YHVH et generelt navn for Gud/The All/The One Min/Vorherre... Adonai derimod er et mere specifikt "navn", idet dette direkte betyder "herren" på hebræisk. Ydermere er navnet Adonai ha-Aretz tilknyttet Malkuth pga. dens æteriske forhold til denne kraft & dette eksistensplan. Således er det også tilfældet med diverse andre navne & ord - og ligeledes lyde som f.eks. toner.

Hertil har vi så dog også "egregore" resultatet som en faktor. Visse ord og navne mennesker har gjort brug af i århundreder eller sågar årtusinder, men som ikke nødvendigvis har nogen decideret æterisk tilknytning specifikke kræfter, ender med at tage en æterisk form i det af en egregore, når der lægges tilstrækkeligt dedikation, lidenskab, emotionel vedhæftning og sindsfast overbevisning dertil. Dette bygger sig op over tiden, og ender med at skabe en kraft/tilknytning/ånd i sig selv via menneskers skabelse heraf. Derfor er det irrelevant om hvorvidt Kristus var frelseren eller ikke. Hans navn har været benyttet med almægtig, lidenskabelig overbevisning af millioner i omkring to årtusinder - denne kollektive "indsats" skaber en særdeles kraftfuld egregore! Derfor har brugen af navnet "Jesus Kristus", og generelle referencer hertil, egentlig funktion i okkult arbejde. Ifølge præster er denne virkning bevis på, at Kristus var ganske virkelig, og var hvem folk troede. Magikere ved dog bedre, idet vi forstår ting såsom funktionen af de æteriske kræfter i Universet, samt sindets skabelseskraft pga. mentalisme-loven. Så vi ved, at virkningen af brugen af Kristus' navn i f.eks. exorcismer, ikke nødvendigvis er bevis på hans eksistens (dog kan dette lige så vel være tilfældet - men vi er åbne for andre muligheder, og derved blænder vi ikke os selv med tom tro uden hold i "virkelighedens verden").

Så jeg ser dine opstillinger af disse to aspekter af ordenes kraft som begge havende fuld relevans, og jeg ser ikke dine filosofiske tanker herom som noget upassende overhovedet. Som sagt fandt jeg dem yderst interessante og tankevækkende.

Tesposinus

Højest interessant, Tesposinus!

Blot lige for at afklare lidt: Det, der især interesserer mig, er hvilken form for kausalitet eller "regler" om du vil, der gør sig gældende i Sindets Rige. Og som jeg kan forstå, spiller ordene (og den intensitet eller lidenskab vi indlejrer i dem) en stor rolle der.

I vores dennesidige verden er det jo ikke sådan, at jeg kan tilkalde en bekendt, blot ved intenst at fokusere på hendes personlighed, udføre en rituel handling og herefter udsige hendes navn. Jo - hvis hun står i rummet ved siden af, og kan høre mig kalde, så virker det jo som regel . Men hvis hun er længere væk, er det ofte halsløs gerning... Så hvordan kan det være, at en dæmon/entitet f.eks. kommer til mig, når jeg påkalder den? Hvordan kan jeg være sikker på, at det er den rigtige dæmon/entitet? Er det ordet (lyden) eller intentionen (tanken og visualiseringen) eller ritualet (for eksempel gentagelsesmønsteret i offerhandlingen) der er vigtigst her? Og hvordan kan det være, at den hører mig - for den kan vel være langt, langt borte? Kræver det ikke, at jeg siger dens "rigtige" navn? Eller at jeg i det mindste siger noget, den opfatter som mit navn for den?

Når jeg (som wiccaner) kaster min cirkel, og påkalder verdenshjørnernes ånder, Gudinden og Guden for invitere dem til at deltage i mit ritual - er det så vigtigt at bruge deres "rigtige" navne? Er det bedst at bruge engelsk, latin, græsk eller kan jeg tale dansk til dem?

At dømme efter din beskrivelse af "egregore" og "mentalisme-lovene" som en slags "færdselsregler for socialkonstruktivisme i Sindets Rige" er det måske her jeg kan hente flere svar?

Jeg har tidligere snuset lidt - meget lidt - til Kabbalah. Og også efter at have læst dit indlæg, ser det mere og mere ud som om, Kabbalah har nogle interessante svar på mine spørgsmål. For som jeg forstår det er Kabbalah bl.a. et forsøg på at kortlægge Sindets Rige og beskrive den kasualitet eller de faste sammenhænge, der gør sig gældende her. Eller hür?

The Magus som du refererer til kunne derfor være interessant at kaste sig over. Hmmm... Men måske er den for tung en primærkilde for en uvidende sjæl. Er der mon en lettere indføring i Kabbalah, som kan anbefales?

Jeg tillader mig lige at citere lidt direkte her og der, da det vil gøre det mere overskueligt mht. dit tidligere indlæg. Håber det er okay.

Fentowers skrev:

I vores dennesidige verden er det jo ikke sådan, at jeg kan tilkalde en bekendt, blot ved intenst at fokusere på hendes personlighed, udføre en rituel handling og herefter udsige hendes navn. Jo - hvis hun står i rummet ved siden af, og kan høre mig kalde, så virker det jo som regel . Men hvis hun er længere væk, er det ofte halsløs gerning...

Faktisk... så KAN du rent faktisk godt få et andet individ til at høre dig på afstand via magi. Barrett talte ligeledes om dette i The Magus i reference til bl.a. Vind Elementet og visse af dets egenskaber. Bardon dedikerer også en sektion til manipulation af de æteriske kræfter til at opnå samme effekt. Resultatet er hvad vi vil kalde telepati, men det opnås på magisk vis og ikke blot via sindsbølger, som parapsykologer gerne taler om. Så det er ikke så meget det, om vedkommende hører din stemme med hans/hendes fysiske hørelse. Når man kommunikerer på sådan vis er der tale om, dét at modtageren hører det via vedkommendes astrale sanser - hans/hendes clairvoyante (eller i dette tilfælde, clairaudiante) egenskaber.

Hvis dette giver mening, så skulle det gerne kaste lidt lys over anliggendet omkring ånde-påkaldelse.

Fentowers skrev:

Så hvordan kan det være, at en dæmon/entitet f.eks. kommer til mig, når jeg påkalder den? Hvordan kan jeg være sikker på, at det er den rigtige dæmon/entitet? Er det ordet (lyden) eller intentionen (tanken og visualiseringen) eller ritualet (for eksempel gentagelsesmønsteret i offerhandlingen) der er vigtigst her? Og hvordan kan det være, at den hører mig - for den kan vel være langt, langt borte? Kræver det ikke, at jeg siger dens "rigtige" navn? Eller at jeg i det mindste siger noget, den opfatter som mit navn for den?

Her er det igen irrelevant hvor vidt dæmonen, elementalen, englen etc. er langt borte eller tæt på (man kan vel roligt sige at et andet eksistensplan er så langt borte som overhovedet kan lade sig gøre! Dog samtidigt med at det i og for sig er "lige om hjørnet ). Tilknytningen til entiteten (sigillet, navnet, navnet på dens "herre"/"overordnede", de guddommelige navne der hersker over den etc.) er hvad, der skaber kontakten. Pga. netop dét, at en åndelig entitet såsom en dæmon er af ikke fysisk eksistens - æterisk eksistens af dens pågældende plan - og magikeren arbejder æterisk mht. selve evokationen, bliver ånden kontaktet. Kald det evt. lidt dét, som når en person fornemmer, der bliver tænkt på én - blot på et meget, meget mere direkte niveau. Ligeledes via denne æteriske kontakt-linie, der bliver lagt, er magikeren i stand til at opnå kontrol over ånden (såfremt magikeren er tilstrækkeligt kraftfuld, naturligvis), og derved "trække" den til Assiah og forårsage dens fysiske manifestation foran cirklen.

Så ligesom før er der ikke tale om, hvor vidt en eksistens (fysisk eller æterisk) kan fysisk høre magikeren eller ikke.

Fentowers skrev:

Når jeg (som wiccaner) kaster min cirkel, og påkalder verdenshjørnernes ånder, Gudinden og Guden for invitere dem til at deltage i mit ritual - er det så vigtigt at bruge deres "rigtige" navne? Er det bedst at bruge engelsk, latin, græsk eller kan jeg tale dansk til dem?

Det er korrekt, at kendskab til ånders sande navne, giver en magtfuld kontrol over dem. Derfor er dette også en vigtig ting at befale om at få, når man evokerer dæmoner. De navne hvor ved de kendes, er typisk navne vi mennesker har tildelt dem, og idet de er klar over dette, adlyder de også disse navne. Dog hvad angår deres sande navne, er det en helt anden snak, da dette (i følge disse entiteter selv) giver magikeren en direkte kontrol over dem, som de sædvanligvis ikke er glade for at frivilligt dele ud af. Men idet intelligente eksistenser i Universet er ganske klar over menneske-tildelte navne, genkender og adlyder de disse, så det er ikke nødvendigt at bruge de sande navne for at "få deres opmærksomhed". Dog skal der ikke lægges låg på, at hvis du kan få de sande navne fra entiteterne selv, så er de langt de mægtigste at bruge!

Mht. sprog... det talte vi lidt om i de tidligere indlæg i denne tråd. Det kan være, du overså det. Personligt bruger jeg hovedsageligt engelsk, hebræisk og lating (og naturligvis andre sprog når påkrævet).

Fentowers skrev:

At dømme efter din beskrivelse af "egregore" og "mentalisme-lovene" som en slags "færdselsregler for socialkonstruktivisme i Sindets Rige" er det måske her jeg kan hente flere svar?

Helt sikkert! Hvis du vil vide mere om detaljerne bag det hele - de universelle love hvorved de okkulte videnskaber praktiseres - så kan jeg få det varmeste anbefale The Kybalion.

Fentowers skrev:

Jeg har tidligere snuset lidt - meget lidt - til Kabbalah. Og også efter at have læst dit indlæg, ser det mere og mere ud som om, Kabbalah har nogle interessante svar på mine spørgsmål. For som jeg forstår det er Kabbalah bl.a. et forsøg på at kortlægge Sindets Rige og beskrive den kasualitet eller de faste sammenhænge, der gør sig gældende her. Eller hür?

Qabalah (Kabbalah, Kabala, Qabala, Cabala... kært barn har mange navne - eller... staves anderledes ) er helt sikkert et yderst værdifuldt studium for enhver okkultist, hvad enten man er magiker, alkymist, astrolog etc.! Disse lærdomme underviser én i Universets skabelse, udvikling, struktur og derved sammenhæng - heraf grunden til magikeres detaljerede studium heraf. I alkymi studerer vi ligeledes Qabalah pga. vores beskæftigelse med Universets skabelse og udvikling fra dets æteriske oprindelse ned til dets fysiske manifestation. Så jeg kan kun anbefale, du studerer Qabalah, hvis du er "up for it".

Fentowers skrev:

The Magus som du refererer til kunne derfor være interessant at kaste sig over. Hmmm... Men måske er den for tung en primærkilde for en uvidende sjæl. Er der mon en lettere indføring i Kabbalah, som kan anbefales?

Denne bog skrevet af Francis Barrett og oprindeligt udgivet i 1801 er et absolut "must have" for enhver okkultist - især magikere!! Den handler ikke om Qabalah som sådan, på trods af den dog har en ret stor sektion dedikeret til emnet, men fokuserer mere på magi generelt. Den er dog noget tung læsning, idet den er forholdsvis gammel, men den er en sand klassiker, og man lærer MEGET deraf, hvis man giver sig god tid til omhyggeligt studium af den. Ligeledes er Agrippas mægtige Three Books of Occult Philosophy en titel, enhver okkultist bør have i sit bibliotek. Hvis du skulle være interesseret i denne samt Barretts værk, så finder du Amazon links til de bedste udgaver her.

Men hvis er interesseret i Qabalah specifikt, så vil jeg anbefale John Michael Greers Paths of Wisdom, da den er én af de bedste introduktioner til emnet, jeg nogensinde har studeret, og så er den samtidigt ganske omfattende. Ellers er der også Israel Regardies A Garden of Pomegranates. Håber du kan få noget godt ud af disse.

Tesposinus

1000, 1000 tak Tesponsius, jeg har allerede bestilt "Paths of Wisdom". Glæder mig meget til at læse den. Overvejer også at bestille "Three Books..."

Du skriver i øvrigt, at når man kender en ånds navn, så har man stor magt over den. Har du nogen idé om, hvordan det kan være, at dét kan give en sådan magt?

/ Fentowers

Er glad for, at kunne hjælpe. Håber du får noget godt ud af bogen. Jeg vil meget gerne høre din mening, når du har studeret den, om hvad du synes, du har fået ud af den i henhold til qabalistisk viden, du derved har erhvervet dig.

Agrippas Three Books of Occult Philosophy... Du vil helt sikkert ikke føle, du spilder dine penge, hvis du vælger at investere de små $37.00, den koster, da den i sandhed er dens vægt værd i guld!! Den er et must-have for enhver okkultist, og det er en superb investering!!! Lidt tung læsning, godt nok, idet den trods alt er fra 1531. Men den er absolut det værd!

Hvad angår navne... visse lærdomme lyder, alting i Universet har et sandt navn. Dette navn er en form for "ordet" for genstanden, individet, ånden etc. Det er et "ord" for selve eksistensen af denne skabning/genstand, og det er heri kontrollen ligger, idet man kan sige, det er som at have selve skabningens/genstandens eksistens i sin hule hånd.

Der er yderligere detaljer omkring hvorfor, viden om en ånds navn giver én kontrol herover, men der er beklageligvis en del af disse, jeg ikke kan fortælle mere om. Ser du, når man får en ånds sande navn, beder den samtidigt sværge, at man aldrig afslører det til andre. Det er kun ånden selv, der bør give dette navn til "værdige" (f.eks. i tilfælde af dæmoner, den magiker der er kraftfuld nok til at tvinge navnet ud via hans/hendes guddommelige autoritet og derved kontrol), så du kan altid evokere eksempelvis en elemental, få dens sande navn og derefter spørge hvorfor viden om dette navn, giver dig så stor kontrol over den samt mulighed for at evokere ånden fremover med stor lethed. Så skal han/hun nok svare herpå.

God fornøjelse med det, ellers!

T.

Endnu engang tak Tesposinus. Jeg skal nok dele mine synspunkter og erfaringer med dig og andre andre herinde, når jeg har læst den.

Købte i øvrigt også "Learning ritual magic" af samme forfatter ...

Fentowers skrev:

Købte i øvrigt også "Learning ritual magic" af samme forfatter ...

Den vil jeg også meget gerne høre mere om, når du er kommet i gang med den, da jeg ikke selv ejer denne titel. Jeg har dog en del andre titler af Greer (Circles of Power, Paths of Wisdom, The New Encyclopedia of the Occult, Monsters og Atlantis - Ancient Legacy, Hidden Prophecy), og jeg har altid været tilfreds med hans værker, så mon ikke også du vil blive det med dén titel.

Kan helt klart anbefale The New Encyclopedia of the Occult!

Derudover... hvis du gerne vil have en god guide til påbegyndelse af praktisering af magi i den vestlige mysterie tradition, så er - efter min personlige mening - ét af de bedste værker tilgængeligt stadigvæk Donald M. Kraigs Modern Magick - Eleven Lessons in the High Magickal Arts!! Dette er en moderne klassiker (oprindeligt udgivet i 1988) på ca. 600 sider, der underviser eleven, i hvad der bedst kan beskrives som "kursus format" fra det mest basale til noget af det mest avancerede. Hver lektion dækker al nødvendig magisk teori og filosofi sammen med de praktiske instrukser, og pga. Qabalahs vigtighed i magiske studier dækkes dette emne ganske omhyggeligt af Kraig og på en yderst let-at-forstå facon. Da jeg købte denne bog engang i sin tid, var det min første introduktion til instrukser indenfor egentlig praktisering af magi, og dette var ligeledes det første sted, jeg virkelig lærte om Qabalah, hvad det var og hvordan det hele hang sammen. Den er helt klart alle pengene værd (på trods af den indeholder et par ting her og der, der ikke er helt korrekte, men via erfaring af yderligere studier erhverver man sig henad vejen, den viden der åbenbarer sådant for én), og hos Amazon er den tillige ganske billig!

T.