Moral og moralisme indenfor okkultisme

Kære forum

Dette emne, altså moral og skellet mellem rigtigt og forkert, er virkelig noget jeg har grublet over. Hvis I kan huske det, skrev jeg i min introduktion, at jeg primært er skolet i okkultisme gennem teosofien, og denne tankeretning opererer meget med en skelnen mellem sort og hvid magi, højrehånds- og venstrehåndsvejen. Teosofien handler meget om kontrol af kroppen og følelser, tanker og begær, for at man kan tjene et højere formål i livet. Man opfordres til selvudslettelse, altså hentydende til den "lavere form" af mennesket.

Jeg kommer imidlertid i konflikt med mig selv, fordi jeg har følelser og ønsker i livet, som er (jo ganske almindelige) menneskelige lyster. F.eks. for seksualitet og sanselige nydelser. Hvad tænker I om dette? Hvordan forholder I jer til moral og "egoisme" i forhold til jeres interesse for det okkulte? Jeg skriver begrebet moralisme i titlen, fordi jeg er kommet dertil at jeg ikke bryder mig om den moraliseren, som jeg har udsat mig selv for. Jeg tænker mere nu, at jeg har nogle ganske almindelige lyster om sanseligt behag, og at det ikke er amoralsk at ville nyde sanseligt.

Jeg skriver bare dette oplæg, fordi jeg er rigtig interesseret i at høre Jeres tanker og holdninger til dette område. Og jeg skriver det bestemt ikke for at ville moralisere!

Well...

Nu er jeg jo meget filosofisk anlagt så jeg har en del holdninger og synspunkter som jeg vægter og pejle efter.
Kigger vi f.eks. på tanker omkring guder og andre metafysiske fænomener kunne det sagtens tænkes at man kunne blive genfødt i en anden krop når man dør i dette univers. Dog bliver man her nødt til at spørger sig selv om karma kan være en faktor der afgøre om man får et dårligere/bedre liv eller om det er helt tilfældigt hvad man ender med at blive...

En genfødsel kunne fra et filosofisk synspunkt også betyde at morale faktisk ikke eksistere eftersom at det man gør i livet (hvad enten det er godt eller dårligt) kun har det formål at udvide individets synspunkter. Man kan så at sige være en seriemorder i det ene liv og i det næste være verdens allermest harmløse person. At man dræber nogen i det ene liv er heller ikke forkert eftersom at de også blot bliver genfødt (så det vil på en måde være lidt ligesom at dø i et computerspil hvorefter man respawner i en ny verden).

Det lyder alt sammen meget dejligt og fantastisk at man kan gøre lige det som man har lyst til, men jeg har også et andet filosofisk synspunkt der kan ændre lidt på dette synspunkt. Fordi det kan også tænkes at der ikke er et efterliv eller at man kun kan blive genfødt x antal gange (måske er det endda forskelligt fra person til person hvor mange gange man kan blive genfødt). I dette tilfælde er det ikke smart at dræbe andre eller opfordres til selvudslettelse eftersom at det er muligt at man ingen genfødsler besidder, ender i intetheden og derfor vil ophøre med at eksistere. (det samme vil også ske for de folk man dræber og man vil derfor aldrig nogensinde se dem igen).

Wikipedia: Moral eller Etik er begreber, der betegner hvordan man bør opføre sig. Etik er indbegrebet af, hvad en given person eller en gruppe af personer anser for sømmeligt og rigtigt for menneskelig handlen.

hmm okkultisme for mig er nu mere frigørelse for alle de snærende bånd vi mennesker pådrager os selv og hinanden, så jeg har ikke de store skrupler ved at følge mine seksuelle og sanselige lyster.
Vi er sat her på jorden for at være mennesker, og vores krop og dens lyster er en gave, som skal nydes.

Alt det der selvudslettelse for at tjene et højere formål, det kan jeg ikke rigtig se nogen idè i, for så er der ikke rigtig nogen grund till at have en krop der kan opnå så megen nydelse gennem det sanselige og seksuelle.

Det er en gave fra Guderne. Nyd den!

Tak for jeres svar!

Jeg kan godt følge den filosofiske tilgang til reinkarnation og efterlivet. Der er forskellige muligheder for, hvordan efterlivet vil være. Enten evigt, begrænset eller intet! Så må det jo være op til den enkelte hvordan man mener, at man bedst kan få noget godt ud af livet

Og angellove, det var lige den slags filosofisk svar jeg havde håbet på. For jeg vil rigtig gerne være mere livsbekræftende frem for selvudslettende. At tænke at det jordiske liv er en gave, er for mig en smuk tanke. Og måske kan spiritualitet være ekstatisk, frem for f.eks. kontemplativ - hvor den guddommelige oplevelse netop går gennem kroppen og følelserne i denne, fremfor gennem den tænkende psyke. Eller måske en god blanding af disse typer

Jeg har fået lidt at tænke over (som ønsket ) og jeg vil genoverveje nogle af mine standpunkter, så de kommer mere i overensstemmelse med mine faktiske ønsker til livet. Tak for inspirationen!

Mmm. Jeg er heller ikke særlig interesseret i at ofre mig for et højere formål, og hvad udgøre "et godt menneske". Det er mit indtryk at det altid er for en andens egoistiske sag at de forsøger at tvinge en selv til at være mindre egoistisk. Sagt på en anden måde, hvis jeg ikke først og fremmest er for mig selv, hvem er så først og fremmest for mig?

Med hensyn til de spirituelle veje... jeg er ikke særlig interesseret i at miste min individualitet. Jeg er temmelig glad for at være et individ, også selvom det betyder at mit liv er en evig kamp imod alt det som ikke udgøre "mig". Den pris betaler jeg gerne. Det er mit indtryk at det at være et individ er det at være en selv imod alt som ikke er dig. Altså, at når der ikke er en spænding imellem dig og så det som udgøre "ikke-dig", så eksistere du ikke længere som "dig", men er istedet "et med det hele" (hvad den tilstand så er...). Hvor at den højere kærlighedstilstand er at alting er mig og at jeg slet ikke eksistere... og det er sgu ikke lige mig - da jeg jo er så glad for individuel eksistens.