Hejsa alle nuværende og kommende brugere!Jeg skal naturligvis på lige fod med alle andre, også glædeligt give en lille præsentation af mig selv.
Jeg er en mand, der på nuværende tidspunkt er 28 år gammel, og jeg er oprindeligt fra Nordjylland men bor i Kansai området i Japan. Jeg har altid haft en uendelig lidenskab for de okkulte videnskaber. Som barn er man typisk fascineret af mystiske ting såsom troldmænd og deres magiske kræfter, spøgelser, diverse paranormale fænomener osv. Jeg tog det blot altid mere seriøst end så mange andre børn, og det endte med at udvikle sig i mine teenage år.
I en alder af en 15 år, vil jeg tro, sad jeg på det lokale bibliotek og rodede i en bog, der var en slags leksikon til det okkulte og paranormale. Titlen var
Mystikkens Verden - med en undertitel der lød noget i stil med
Politikens Okkulte Leksikon. Jeg husker, jeg sad og læste noget om spøgelser, da jeg fandt en sektion til et kapitel, der udelukkende handlede om magi. Det var mit startpunkt! Jeg fortærede simpelthen hele kapitlet om magi, og jeg husker tydeligt, at det var her, jeg hørte om
Clavicula Salomonis - Kong Salomons Nøgle for første gang i mit liv. Samme dag fandt jeg ud af, at der var ét eneste eksemplar af denne grimoire på dansk, der var tilgængeligt via bibliotekerne, så jeg skyndte mig naturligvis at reservere bogen og få den sendt til mit lokale bibliotek. Denne grimoire var den allerførste bog om okkultisme, jeg nogensinde erhvervede mig.
Herfra bevægede det sig bare frem - den proverbielle snebold der triller ned af det uendelige bjerg og blot bliver større og større. Jeg fik bestilt et eksemplar af Arthur Edward Waite's bog
The Book of Black Magic (også kendt under dens - efter min mening, lidt mere "korrekte" - titel,
The Book of Ceremonial Magic) samt et eksemplar af det, på det tidspunkt, ret sjældne værk
The Black Arts af Richard Cavendish. Dette gav mig mere og mere information om de okkulte videnskaber generelt, fremfor kun magi, og lidenskaben voksede.
For at gøre en lang historie kort, så udviklede det sig til en pæn samling af bøger indenfor okkultisme, medlemsskab i en mysterie orden samt al den erfaring disse ting resulterede i. Den dag i dag studerer og praktiserer jeg solitært. Selv om jeg nød de år, hvori jeg var medlem af en okkult orden fyldt med de rareste mennesker, der havde en masse erfaring at dele ud af, så opdagede jeg med tiden, at jeg var en enspænder. Jeg foretrækker at praktisere og studere alene. Jeg vil hellere end gerne socialisere med andre okkultister i ny og næ, men gruppearbejde og "klasselokale studier" er ikke min stil. Det er dog lige det modsatte for andre. Hvert individ har sin vej.
Ydermere endte mine studier og praktiseringer også i det at blive alkymi elev af
Flamel College. Dette var stadig solitær studium og praktisering, men man lærte fra en anden alkymist sammen med studiematerialerne, som
Flamel College forsynede en med. Til trods for, jeg lærte en god delk af disse FC studier, gik det med tiden op for mig, eftersom min alkymiske viden via diverse bøger, gamle MSS etc. voksede gradvist, at deres lærdomme var utroligt manglende, og at dette slet ikke var hvad tilstrækkeligt. Men herfra fandt jeg heldigvis frem til alkymi lærdommene fra
Les Philosophes de la Nature (LPN), hvilket den dag i dag er mine primære alkymi studier, og jeg betragter dem som helt og aldeles uundværlige indenfor studium & praksis af denne ældgamle Kunst & Videnskab! Dertil studerede jeg naturligvis også via de gamle alkymiske tekster og illustrationer, moderne bøger indenfor emnet etc.
Så som I sikkert har kunnet høre, er mine primære lidenskaber indenfor de okkulte videnskaber alkymi og magi i den vestlige mysterie tradition - og hverken den ene fremfor den anden. Jeg studerer og praktiserer dem begge med samme lidenskab og dedikation.
Hovsa... det var vist lidt af en lang historie alligevel, så jeg vil slutte af her.
Jeg ser frem til godt samvær og frugtbare samtaler herinde på
Occulta Scientia.
Mange venlige hilsner,
Tesposinus